Hjælpsom, humoristisk - kontorets mest spændende hjerne.
Anonym kollega, 2006

Skrækscenariet er at sidde i et cellekontor i bureaukratiske og konformitetshungrende omgivelser og lave meningsløst tastearbejde. Jeg skal mærke verden, uanset om det er naturens rasen eller et entusiastisk og udfordrende arbejdsmiljø. Energien til mit liv findes på den meditative vandretur ude i naturen, de syv linjer programmeringskode der har taget en hel dag at skrive og i det spidse ordudvekslinger blandt gode venner og kollegaer.

Fagligt har jeg kastet mig over computeren og internettet. Computere åbner en verden hvor vi selv definere reglerne, hvor reglerne lader sig bøje og hvor nærmeste grænser er vores egen mangel på fantasi. Det lyder som cyberromantisme, men jeg lever mig ikke ind i virtuel verden ala William Gibsons Neuromantiker. Jeg kan følge hvad der sker fra jeg klikker på et link i min browser til jeg ser en ny webside. På den ene side er det en enkel verden og på den anden udfolder der sig en kompleks verden af muligheder.

Peter er ikke sur, han er sær -- og han er ikke DIKUs sureste koder, men måske nok DIKUs særeste ;)

Christian Boesgaard, studiekamerart, 2000

Enten er noget ikke interessant nok at diskutere eller også er emnet interessant nok til at jeg siger min uforbeholdne mening. Jeg er ikke god til mellemvejen, kompromisser er efter min mening sjældent noget der stiller nogle af partene tilfredse. Hvis jeg mener at en påstand er tåblig, så er det ordet jeg bruger om den. Det opfatter folk ofte surt, men det er jeg sjældent. Jeg er heller ikke typen der bærer nag, så det er næppe en brændemækrning for livet hvis jeg har kaldt en for tåblig.

Nogle anser måske Peter for at være en stræber; godt nok har hen præsteret at sidde og vifte med tykke bøger under lærenes næser for at vinde opmærksomhed; men en stræber kan man absolut ikke kalde ham.

Blå bog 3.G. 1996