Så er det varmtvandspause!
For et par år siden fulgte min arbejdsdag et fast mønster hvor jeg startede dagen i kantinen med at brygge en kop kaffe med to ekstra shot espresso. I løbet af formiddagen drak jeg en eller to kopper kaffe fra kaffemaskinen på kontoret (ekstrakt-kaffe) og efter frokost tog jeg igen en kop kaffe med to ekstra shot espresso med op på kontoret. En gang imellem kunne jeg lige nå en ekstra kaffe fra kantinen, men ellers stod den på ekstrakt-kaffe.
Det blev til ret meget kaffe på en dag og jeg kunne godt mærke effekten af koffein.
En dag sagde jeg stop: Ikke mere kaffe i arbejdstiden. Eftersom jeg sjældent drikker kaffe uden for arbejdstid var det i realiteten et fuldt stop for kaffe-indtaget. Nu drikker jeg igen kaffe på arbejde, men i langt mere begrænsede mængder og ikke hver dag. Men jeg har stadigvæk behov for det rituelle afbræk i arbejdsdagen som ellers blev udfyldt at at hente kaffe.
Te bliver jeg så træt af i længden. Ja, jeg har prøvet med en god te, med grøn te, lapsang souchong og te med humle og andre former for smagfulde typer te. Jeg kan godt lide te, jeg bliver bare træt af det. Koldt vand er ikke løsningen. Jeg drikker koldt vand for at slukke tørsten, ikke mens jeg sidder og tænker mig om. Det samme går nok for de fleste andre kolde drikkevare som jeg kan tillade mig at drikke i arbejdstiden.
Så jeg skal have noget varmt at drikke, som jeg kan nippe til mens jeg tænker: Vand, simpelt kogende vand!
Det smager ikke af noget jeg bliver træt af. Det opfylder det rituelle i at hente en kop varmt at drikke. Jeg kan sidde og nippe til det mens jeg tænker. Men bedst af alt: Selv når det bliver lunket smager det ikke af helvede til som kaffe gør.
Nogle af mine kollegaer ser godt nok underligt på mig når jeg henter min kogende vand. Men bortset fra når jeg virkelig har behov for et koffein-boost, så opfylder kogende vand det jeg har behov for i et afbræk fra skærmen. Dog bruger jeg ikke mælk i mit varme vand, som britterne i Astrerix og Briterne.