For et par måneder siden købte vi en byggegrund i Hvidovre. Vi vidste godt at kommunen var ved at udarbejde en ny lokalplan for området og der derfor var en risiko forbundet med projektet. Men vi kunne jo gå rundt i kvarteret og se på de eksisterende boliger, læse den nuværende lokalplan og læse andre nye lokalplaner for tilsvarende kvarterer, som kommunen havde vedtaget inden for det sidste år. Hvor galt kan det gå?

Lige før jul besluttede kommunen at sende et forslag i høring. Redegørelsen i lokalplanen ændre væsentligt på hvordan man tidligere har beskrevet områdets karakter og man har valgt at lave en bevarende lokalplan. Det lægger en lang række restriktioner: Ydervægge skal være røde eller gul mursten eller pudset i dæmpede jordfarver, hvid eller okkergul. Vinduer skal være Dannebrogsvinduer og døre fyldningsdøre behandlet med oliemaling i hvid eller jordfarver. Tagbeklædningen skal være røde vingetegl, naturskiffer, strå eller sort listeinddelt tagpap (matsorte tegl er no-go) og selvfølgelig er der restriktioner på husets og tagets form. Nogle restriktioner er lempet en smule på den side af huset der vender væk fra gaden, men solceller er selvfølgelig dybt forbudt.

Den korte historie er at vi kan bygge et hus og så fokusere på at lave gode løsninger indvendigt hvor lokalpolitikkernes magt ikke rækker ind. Udvendigt kan det ikke betale sig at tænke store tanker, det vil helt sikkert være i strid med lokalplanen.

Men prøv at tænke langt frem i tiden. Hvad vil en forbipasserende om 50 år tænke om det hus, vi skal til at bygge? Jeg tror i hvert fald ikke at tanken vil være at huset er et godt udtryk for hvordan man tænkte arkitektur i 2016. Måske tænker han nærmere at det er en kedelig, dårlig kopi af en arkitektur der i hvert fald ikke var tidssvarende i 2016.

Jeg må tilstå at jeg ikke er sentimental og derfor ikke helt forstå glæden ved noget der ligner noget der måske kunne være blevet bygget for 100 år siden. Jeg har dog stor forståelse for at man gerne vil bevare en hvis sammenhæng i kvarteret og der derfor er restriktioner. Sammenhæng med det bevaringsværdige længehus fra 1780, med det bevaringsværdige villa fra 1925 der bryder flere af ovenstående restriktioner og sammenhæng med nabogrunden der er et kommunalt bofællesskab bygget for 20 år siden og som på ingen måde overholder ovenstående restriktioner.

Men mest af alt vil jeg gerne bygge et kvalitetshus som om 50 år kan omtales som "stilrent hus og et godt udtryk for villa-nybyggeri i 2016". Detaljer jeg drømmer om at pege på er lysindfald i store velplacerede vinduer, energirigtigt med solceller der er pænt integreret med arkitekturen (ikke noget med en sort, reflekterende øjebæ installeret sjusket på et orangerødt tegltag), og en stor rummelig stue i en vinkel der om sommeren åbner op til hele haven.

Det er selvfølgelig ikke sikkert at det ville lykkes os at opfylde alle vores drømme om et kvalitetshus. Når jeg læser en så restriktiv lokalplan så ser jeg ikke et et levende kvarter der stilmæssigt følger med tiden med respekt for det eksisterende. Desvære ser jeg et kedeligt typehus der naivt og på ordet opfylder kravene uden at udstrålen nogen selvstændig kvalitet.