I morgen skal vi stemme om en omlægning af det danske retsforbehold i EU. Indirekte skal vi stemme om tre ting: En ændring af forbeholdet til en tilvalgsordning, en række konkrete retsakter og den fremtidige procedure for at tilvælge flere retsakter.

Det er en kompleks afstemning og desvære tillader valget ikke andet end man stemmer Ja eller Nej til hele bunken. Som det fremgår at titlen har jeg tænkt mig at stemme Nej, men jeg vil også gerne motivere mit Nej. Derfor denne blogpost.

Først er der de forfatningsmæssige argumenter. Jeg mener ikke at det samlet forslag følger Grundlovens §20. Der er efter min opfattelse ikke tale om at vi godkender en lov der afgiver suverænitet i et nærmere bestemt omfang. Selve proceduren for hvordan fremtidige tilvalg vedtages er ikke en del af lovteksten og der er slet ikke tale om at det er i nærmere bestemt omfang. Desuden mener jeg at det er meget bekymrende at der er stor uklarhed over om EU-retten eller Grundloven står højst. EU mener klart at EU-retten vejer tungest, Højesteret mener (måske) at Grundloven vejer tungest. Det må afklares før vi afgiver for stor retspolitisk magt til EU.

Selv hvis de så bort fra de juridiske detaljer, så mener jeg det er et utrolig dårligt tidspunkt at lempe på Grundlovens bestemmelser vedrørende dansk retspolitik. Vores rettigheder er under pres, jeg vil meget gerne have at det bliver så let som overhovedet muligt at rulle beslutningerne taget i terrorpanik, tilbage snarest muligt. Det vil blive forhindret af at gøre terror til et overstatsligt samarbejde som vi ikke har nogen klar mulighed for at slippe ud af (se forholdet mellem Grundloven og EU-retten).

Dernæst er der spørgsmålene om de konkrete retsakter. En del af dem handler om at visse typer afgørelser taget i et EU-land har retsvirkning i andre EU-lande. Jeg har stor forståelse for at det gør ting lettere og især bare det at retsvalget (altså hvilke regler en sag skal afgøres efter) bliver mere klart og objektivt. Men når danske virksomheder får mulighed for at inddrive gæld ved en dansk domstol, så betyder det ligeledes at jeg kan risikere at nogen forsøger at gøre et krav mod mig gældende ved en Italiensk domstol. Jeg stoler måske lige så meget på en svensk eller tysk domstol, som jeg stoler på en dansk; min tillid rækker dog bare ikke til domstolene ved alle EU-lande. Derfor er jeg noget skeptisk over for retsakter af denne type.

En af retsakterne vi skal stemme om er europæiske efterforskningskendelser. Den siger at politimyndighederne i et EU-land kan bestemme at politiet i et andet EU-land skal tage efterforskningsskridt i sager om en række typer kriminalitet. Langt de fleste typer kriminalitet der er dækket af kendelsen er ikke umidelbart noget man kommer til at gøre, der er for det meste tale om voldsom og grænseoverskridende kriminalitet. Der er dog en kategori der bekymrer mig, nemlig "Internetkriminalitet". Hvad dækker det over? Betyder det at ytringer eller vareudveksling der er kriminelle i et EU-land, men lovlige i Danmark pludselig skal efterforskes af dansk politi? Det er i hvert fald min læsning.

En anden kommende retsakt der allerede er blevet udtrykt interesse for at Danmark skal tilvælge er PNR-registeret der muliggøre overvågning af flyrejsende. Det er et eksempel på retsakter jeg betragter som vedtaget i terrorpanik. I Danmark diskuterer vi allerede forslag der er mere vidtgående end forslaget diskuteret i EU. Derfor kan man mene at en dansk tilvalgsordning måske kan betyde at vi kun tilslutter os de mindre omfattende regler, tilgengæld er der bare problematikken om hvordan vi slipper ud af overvågningen når terrorpanikken efterhånden har lagt sig. Hvem er vores bedste garant for dette, EU-parlamentet eller Folketinget?

En af retsakterne handler om at landene skal sikre sig at visse typer af krænkelser af børn er kriminelle. Et stort jatak til denne intention herfra. Jeg håber bare at det er noget vores politikkere godt kan finde ud af at vedtage i Folketinget uden at diktatet skal komme fra EU. Ellers er jeg først dybt bekymret for det danske folkestyre.

Et tredje punkt handler om fremtidige tilvalg. Jeg kan ikke få mig til at stemme ja til noget jeg ikke ved hvad er. Så kan man indvende at hvis Folketinget beslutter et tilvalg, så er det bare repræsentativt demokrati i praksis. Dertil vil jeg bare sige at ved at stemme Ja, så frasiger jeg mig at jeg ved et efterfølgende folketingsvalg kan stemme for at trække tilvalget tilbage (Se igen forholdet mellem Grundloven og EU-retten). Det vil sige at blankochecken til fremtidige tilvalg ikke bare er repræsentativt demokrati, der er repræsentativt demokrati der afvikler sig selv. Det vil jeg ikke være med til.

Men Europol er en god og nødvendig ting, ikke? Jo, jeg er stor tilhænger af internationalt samarbejde, både i EU og uden for EU. Derfor synes jeg at vi i Danmark bør gøre en indsats for fortsat at kunne være en del af Europol-samarbejdet — dog kun sålænge der er tale om et administrativt samarbejde hvor dataudvekslingen er underlagt Datatilsynets tilsyn. Der har været meget debat om hvordan dansk deltagelse i Europol kan sikres efter en Nej. For mig er sagen klar: Vi tilvælger Europol, men uden at give Folketinget en blankocheck til andre tilvalg. Det kan EU ikke nægte os efter protokol 22.

Min stemme er en afvejning af flere forhold der taler for og imod. Ovenstående er hovedsagligt de punkter der udtrykker min skepsis og skal derfor ikke opfattes som min udtømmende holdning. Jeg har i perioden op til afstemning ikke rigtigt læst materiale eller interviews med den organiseret Nej-side og det argumentation jeg har set fra begge sider finder jeg dybt utiltalende. Mine kilder til viden er hovedsagligt Statsministeriets materiale, selve lov- og traktatteksten og et par af retsakterne. Derfor mener jeg ikke selv at jeg er blevet hjernevasket af Nej-sidens propoganda, jeg har taget en aktiv og selvstændig beslutning.