Mit politiske ståsted er nok ikke nogen dyb hemmelighed. Men læs gerne med i mine farvede overvejelser om dansk politik. I min verden består blå blok af Venstre og Konservative og rød blok af Socialdemokraterne og SF. Derudover har vi de ultraviolette (Dansk Folkeparti), de ultrarøde (Enhedslisten), de ultrablå (Liberal Alliance) og de lidt udefinerede i Radikale Venstre.

Blå bloks mest fremherskende anvendelse af eksperter er som forhalingsteknik. De nedsætter et ekspertudvalg og nægter herefter at diskutere problemet. I sager hvor blå blok er modige venter de til ekspertudvalget har udtalt en anbefaling, hvorefter der kommer en række lovforslag der på ingen måde har sammenhæng med ekspertudvalgets anbefalinger. I sager hvor politikerne er mindre modige bliver lovforslagne timet til at kunne vedtages kort tid før ekspertudvalgets anbefalinger, hvorved ingen rigtigt orker at hører efter eksperterne.

Blå blok udøver panikpolitik med dertil hørende lovsjusk. "Noget må gøres! Dette er noget! Derfor må vi gøre dette!". Et godt eksempel er knivloven der med ét kriminaliserer en lang række dagligdags handlinger uden på nogen måde at have belæg for at fjerne problemet med våben i nattelivet.

Blå blok løber fra ansvaret, men vil stadigvæk styre beslutningerne. Hele regions- og komunalpolitikken giver udtryk for at blå blok på Christiansborg gerne vil udstede populære garantier og beslutninger. Men når planerne ikke kan gennemføres overlades ansvaret til regionerne og kommunerne. Upopulære beslutninger uddelegeres til regionerne, men kun sålænge de tager de rigtige beslutninger.

Blå blok snyder på vægten. Når skattestoppet opgøres på henholdsvis procenter eller kroner/øre er der tale om en reel omfordeling af skattebyrden til fordel for boligejerne (det er iøvrigt mig). Jeg tror ikke at vores skattesystem er perfekt balanceret og måske er det boligejerne der skal lettes. Men lad os for pokker kalde en spade for en spade fremfor at snyde på vægten.

Og så er jeg ikke engang begyndt på de knæfald gør til deres ekstreme samarbejdspartner... (men mere om dem om lidt).

Men jeg har ingen tillid til at rød blok er bedre. Bevares der er nogle detaljer til forskel, for eksempel tror jeg ikke de stiltiende vil snydeforære boligejerne en skattelettelse på helt samme måde. (Hvis de kan komme til det vil de fastholde lettelse men reklamere for det som en procentmæssig lettelse.)

Dansk Folkeparti fører hovedsagligt en frygtpolitik. Det fører ikke noget godt med sig. En stor del af frygten anser jeg for at være fabrikeret med et politisk (eller endnu værre magtbegærligt) motiv. Men vi må ikke lukke øjnene for at en del af frygten er reel og muligvis endda velbegrundet. Det skal vi gøre noget ved! Men ikke med panikpolitik eller ved at dyrke frygten til endnu større frygt.

Enhedslisten troede jeg at jeg havde voldsomme fordomme om, men så tog jeg mig sammen og læste deres principprogram. I det mindste erkender de at deres ideologi tidligere har ført til "uhyrlige forbrydelser mod menneskeheden", men derudover understøtter principprogrammet det meste af hvad jeg tidligere anså som værende fordomme.

Det efterlader Radikale og Liberal Alliance. Jeg må nok indrømme at jeg er skabs-LA'er, i hvert fald er jeg meget enig med de fleste af LA's konstruktive politiske målsætninger. Efter min mening går LA bare med kanon store skyklapper og ignorerer alt der falder uden for kasserne "vækst" og "ophævelse af forbud". Det er ikke nok til mig. Velvære og et godt samfund er mere end vækst og ophævelse af forbud. Et eksempel er klimaområdet hvor jeg flere gange har oplevet LA-kandidater forsøge sig med Jedi mind-tricks. Lad mig springe over debatten om hvorvidt der kommer mere nedbør eller ej. Jo mere vi brolægger Danmark jo mere problematisk er det at komme af med den nedbør vi får i dag. Det er også et klimaspørgsmål.

Tillige mener jeg at alt for mange af LA's kandidater personligt er nogle amatøragtige klaphatte. Jeg skal derfor afveje min stemme for en politik jeg i et vist omfang kan stå inde for med at samme stemme sandsynligvis hjælper en klaphat i folketinget. Og jeg vil gerne kunne se mig selv i spejlet fredag morgen.

Jeg er Radikal i min grundholdning, det er ikke nogen hemmelighed. Jeg er også enig i de fleste radikale mærkesager. Men også vigtigt: I de Radikale kandidater ser jeg den største gejst for deres egen politik og samtidigt ser jeg den største gejst for at høre og forstå andres meninger. Derfor vil jeg gerne have de radikale til at holde den kommende regering i ørene i den kommende valgperiode.

Jeg vil meget gerne stemme personligt og jeg vakler stadigvæk en lille smule. I Københavns storkreds og i Nordsjællands storkreds har jeg nogle klare favoritter. Hvis du stemmer radikalt og gerne vil stemme personligt i en af de to storkredse vil jeg gerne anbefale henholdsvis Karen Lumholt og Christian Friis Bach. Så må jeg se hvem jeg selv ender med her i udkantskøbenhavn.