Til en artikel på Version2 om A-holdet og B-holdet kommenterede Svend Lyngsø i debatdelen:

Hvis vi ikke selv udvikler os og tage en livslang uddannelse af os selv.
Så er vi ikke eliten i IT.
Vi behøver ikke nogen særlig hjælp.

Det trigger lidt en af mine gamle kæpheste, nemlig at det uddannelsessystem jeg er været igennem netop har været alt for gode til at overlade eliten til sig selv. Derfor synes jeg at min reaktion fortjener et blogindlæg og ikke bare en tilfældig webdebat.

Det er måske korrekt at "eliten" selv kan tage ansvaret for den livslange del af uddannelsen. Men det kræver at der er et velfungerende uddannelsessystem der er pararte til at holde dem i hånden til og med en længervarende uddannelse.

Det nytter ikke at Per mister interessen for matematik i 8. klasse fordi han ikke får nogle udfordringer eller på anden vis bliver motiveret fordi læren hverken har kompetance eller overskud til at støtte Per.

Jeg har siddet mangt en matematiktime og halvsovet eller småbladret rundt i bogen. Lige indtil jeg en dag på andet år på universitetet vågnede op og så var det svært. Møg svært og det knækkede jeg halsen på. Selvfølgelig kan man indvende at jeg på universitetsniveau burde kunne tage ansvaret for egen dannelse, men på det tidspunkt havde jeg allerede lært at matematik ikke var svært.

En af mine mest generende matematikoplevelser var på et tidspunkt i anden eller tredje G hvor matematikbogen skrev "ved hjælp af smarte metoder kan man finde ud af at ...". Da jeg så de "smarte metoder" på førsteårskurset på universitetet sagde jeg ikke "Ahaaa", men "nåja, ikke andet" og sov videre. Jeg mener at jeg burde have været præsenteret for disse "smarte metoder" i gymnasiet, om ikke andet så i skitseform til selvstudie.

Mine traumatiske børneoplevelser tilside, så handler det om at sørge for at vi ikke taber potentielle talenter fordi de ikke bliver udfordret og ikke bliver holdt motiveret for at udvikle deres talent. Dette skal selvfølgelig ske parallelt med at man heller ikke taber et eventuelt B-hold. Det kræver at børnene har adgang til resurser der er langt bredere end "standardlæseplanen for syvende til niende uddannelsesår".

At selv tage ansvar for livslang uddannelse kræver at vi giver de potentielle talenter nogle værktøjer og motiverer dem til at udvikle talenterne.

(Så kan vi altid en anden gang diskuterer om jeg havde potentiale til at høre til den matematiske elite og om jeg hører til IT-eliten eller ej)