Ølfestival, 2007
Ølfestivallen er og bliver en noget uoverskuelig oplevelse. Det er ret let at komme til bare at tulle lidt rundt og bare få smagt lidt i øst og vest uden nogen plan. I år havde jeg en plan: Tag standene i nummerorden (cirka), danske bryggerier og helst en god gang humlesmag.
Første stop: BrewPub. Jeg har uden held et par gange været forbi for at smage deres dobbelt-IPA, Geronimo. Her på ølfestivallen lykkedes det endeligt. En god solid IPA.
Dernæst til Raasted Bryghus. Jeg har næsten lige haft deres Brown ale og Cascade IPA over i ølspalten og var begejstret for Cascaden. Her lod jeg mig overtale til en IPA i en cask-udgave. En meget let øl, men med en tydelig humleduft. Jeg er ikke helt overbevist om jeg er til cask-øl uden kulsyre, men en god oplevelse.
Ølfabrikken er jo altid et svært valg. De laver rigtig god øl, men meget forskelligt, så det er et svært valg. Ved mit første besøg valgte jeg deres Rug IPA. Ud over at det er en god kraftig IPA, så giver rug-malten meget maltkrydret eftersmag. En interessant øl.
Fjerde stop var Stenbogaard Bryghus. Aldrig hørt om dem før, men deres American Brown Ale hører til i klasses lette og friske ende.
Dernæst til håndbrygstanden. Jeg har tidligere snakket med håndbryggerne, men aldrig smagt deres bryg. Men da en af mine venner havde en øl på hanen skulle jeg jo smage. Desvære var der lidt rigeligt bundfald med, så ikke det bedste bedømmelsesgrundlag. Deres øl fik sølv i sin klasse til DM, så den var sikkert god...
Så til en af festivallens interessante oplevelser. Jeg var oprindeligt gået Mikkeller forbi, for klokken 15 ville de servere en ekstremt humlet øl, X Hop Juice 2007 IBU. IBU er en skala for hvor bitter en øl er, omkring 100 holder man op med at kunne smage det, mikkeller sagde at deres øl teoretisk var på 2007 IBU. Jeg havde forventet det voldsommere, men det var ren bitterhumle og bitterheden har overskygget de mere nuancerede smagsoplevelser der ofte giver den voldsomme smagsoplevelse. Et interessant tilløbsstykke.
Bryggeriet Skovlyst serverede en Bøgebryg der skulle have en smule røget og træagtig arome. Jeg smagte bare en let sødme der ikke helt var værd at skrive hjem om. (Eftervirkning af mikkeller?)
Bryggeriet Kvajj er spritnyt på mikrobrygscenen. Sidste år vandt deres Bastians Chokoladedrøm guldi DM i håndbryg. Han beklagede meget at den ikke var rigtigt karboneret, men en god kraftig chokoladestout, jeg må finde igen.
Tilbage til Stenbogaard Bryghus der præsenterede en øl til Sushi. Det ville den sikkert også være god til, jeg fandt den ikke interessant som øl.
Jeg har et par gange stået i Kvickly og set på øl fra Kongens Bryghus. Nu tog jeg mig sammen til at smage deres Langfartsøl. Noget spids i smagen og kun bitterhed i eftersmagen, ikke noget jeg løber ud for at købe mere af.
Djævlebryg - navnet betyder alt, også for Schopenhauers vilje. En god bitterhed, men jeg savnede noget aroma.
Hos MyBeer lavede jeg lige et afbræk fra det danske. Ultraprés serveres i små snapseglas, varm og med et skud flødeskum. Noget meget sødt stads og hører nærmere sammen med kaffen som avec, end som øl.
Vi blev i det stærke, for Bryggeriet Braunstein er begyndt at destillere deres øl. Det giver den forventede spiritussmag, men jeg synes ikke meget andet. Har smagt mere intressante øldestillater, måske skal den bare lige ligge et par år...
Tilbage til Ølfabrikken. Efter Mikkellers eksperiment skulle man jo prøve Ølfabrikkens 100 Gram IPA. Ideen er lidt den samme med at tilsætte enorme mængder humle, men Ølfabrikken er gået mere efter smags og aromahumle og det er lykkes godt. Er man til den ekstreme humleoplevelse er 100 gram IPA'en en rigtig god øl.
Vibu Bryghus serverede en Pale Ale, "Light". Ukarboneret, jævn IPA - dog i den lidt kraftige ende af klassen.
Da jeg nåede til Søgaard Bryghus (nummer 15) ville det nok være synd at sige at mine smagsløg var helt friske, så jeg blev overtalt til at smage deres Barley Wine. Stærk, men uden den sødme jeg foretrækker i barley wines.
Og så havde jeg vist fået nok øl, så jeg sluttede af med en Rekorderlig Cider med Pære. Dejlig med noget andet end humle...
Har jeg glemt noget? Jo, på et tidspunkt var jeg også forbi maltbazarens stand og de serverede også noget øl, men jeg har glemt hvilket. Jeg har sikkert været helt væk over deres periodiske system over øl-typer - I must have...
De store oplevelser: Mikkeller, Ølfabrikken og så det der periodiske system.