19. oktober 2007; Præsident Bush holder tale på Chicago Sheraton Hotel. På grund af en antikrigsdemostartion er sikkerhedsberedskabet forhøjet. Da Præsident Bush forlader hotellet lyder et skud...

Fiktive dokumentarfilm er populære, men er også meget kontroversielle når de alt for tydeligt henviser til virkelige personer. Fra begge sider af US-Amerikansk politik har filmen Death of a President mødt kritik. Det officielle websted for filmen deler anmeldelser op efter folk der har set filmen og folk der ikke har set filmen, med en masse ros i den første kategori og de foragede kommentare i den anden. Det skal selvfølgelig tages med et gran salt.

Der er helt sikkert biografgængere der vil juble over Frank Molini og give ham helt ret og andre der vil dømme filmen på selv samme udtalelser. Men hvis man accepterer præmissen for filmen — vi ser tilbage på hændelserne et år efter — så synes jeg at filmen holder balancen uden at diskutere for og imod USA's krigsretorik og magtanvendelse. Fokus er at der vises et ikke usandsynligt hændelsesforløb og vi kan som tilskuer overveje om de hændelser lever op til ideen om et demokratisk retssamfund.

Kunne man ikke bare have opfundet en præsident lige som alle andre Hollywoodfilm? Jeg tror ikke det ville blive så effektivt. Netop fordi det er Præsident Bush, så tror jeg lettere at vi accepterer at det ikke bare er en fantasifuld forfatter, men et realistisk hændelsesforløb. Den accept er vigtig for at opnå filmens egentlige formål: Står lovgivningen efter 9/11 i mål med det retssamfund vi tror vi lever i.

Er det en stor film? Nej, sikkert ikke, men jeg mener at filmen giver mulighed for at tænke på nogle lidt mere interessante ting aspekter ved terrorsituationen end de danske ISP'ers forpligtelse til at logge datatrafik.

Find mulighed for at se den!