I andledning af at det er min sidste dag i Forbrugerstyrelsen skrev jeg nedenstående til mine kollegaer:

Jeg havde egentlig en skummel plan om at jeg i løbet af den sidste time inden jeg gik hjem i går skulle have spillet følgende i en uendelig løkke for hele kontoret:

Normalt vil jeg ikke beskylde Nigger J. for at være specielt dyb, men for en jounalistpraktikant, vis navn vi for hendes egen skyld ikke nævner, var det alligevel alt for dybsindigt. Eller også ville hun bare hører endnu mere Nigger J.

Det er ærlig talt nok også lidt for poppet til mig. Når det kommer til stykket siges det nok ikke meget bedre end Frank, den gamle crooner: "And now, the end is near - And so I face the final curtain."

Nøgleordet her er måske "*gamle* crooner" - så gammel er jeg jo heller ikke og vi må jo også se fremad. For der er ingen der er uundværlige - forestillingen må gå videre. Originalen er fra 1991, men her i en genindspilning fra 2001:

Dejlig pompøst. Og så ignorerer vi lige at dialogen fortsætter "After I left, the Duke came to see me and he offered me everything. Everything I ever dreamed of. He has one condition. I must never see you again." Man skal nok helt undlade at drage paralleller, det kunne bliver for uhyggeligt.

Den tidligere ikke-nævnte jounalistpraktikant havde et par bud på hvordan jeg jeg fortsat kunne have en vis tilstedeværelse på kontoret. Men det bliver så statisk og uden "dybde" (eller hvad vi nu skal kalde det der foregår inde i hovedet på mig):


Ole forlod sin usynlighedshat, måske skulle jeg bare forlade min nissehue. For "Wherever I lay my hat, thats my home"