Fri mig for de husstandsomdelte
I øjeblikket modtager jeg 4 husstandsomdelte aviser om ugen. Deres vigtigste funktion er at jeg stiller mine støvler på et par af dem om vinteren. En sjælden gang imellem læser jeg lige forsidehistorien, men oftest ryger de direkte i bunken af gamle aviser.
For det første er de en gene i min postkasse, for det andet er de en gene i mit køkken og for det tredje er det spild af papir. Geneproblemet er dog til at overkomme når det ikke er større. Men når jeg i løbet af efteråret bliver beriget med 2 nye daglige husstandsomdelte aviser, så når vi hurtigt langt over smertesgrænsen.
Jeg har ikke noget imod konceptet, bare jeg kan sige nej tak. Jeg kan endda acceptere at jeg aktivt skal sige nej tak (opt-out) og det er også i orden hvis jeg skal gøre det for hver enkelt avis. Bare giv mig muligheden for at sige nej.
Man kan tvinge en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Jeg kan ikke se at der er nogen der vinder ved at tvinge mig til truget, så jeg håber meget at alle de husstandsomdelte aviser i løbet af efteråret helt officielt giver mig klare muligheder for at vælge fra.