peter.makholm.net

Jeg kan godt lide fester med et vist intellektuelt indhold. Istedet for den sædvanlige dunk-dunk-dunk musik, så kunne man jo tage og spille et lille spil. Vi har to spillere Alice og Bob, der skal spille en række runder. I hver runde vælger de hver især mellem at sige ‘interesseret’ eller ‘ikke interesseret’. Hvis begge vælger interesseret får de begge 1 point, hvis de begge vælger ikke interesseret får de begge 0 point og hvis de vælger forskellig få den interesserede -1 point og den ikke-interesserede 0 point. Spillet fortsætter til begge vælger ikke interesseret.

Ok, det virker meget enkelt; lad os gøre noget ved det. Vi beholder valget interesseret/ikke-interesseret, men tilføjer et nyt valg: spille med/ikke spille med. Det vil sige at Alice og Bob hver har 4 valgmuligheder. Slutbetingelsen bliver nu at begge to vælger ikke interesseret og spiller ikke med. Pointgivningen er den trivielle udvidelse af ovenstående (kan I høre jeg vifter med armene), men selvfølgelig giver det flest minuspoint at været interessert og spille imod en der er uinteresseret, men spiller med alligevel.

Nu er det jo ret usocialt at sidde to mennesker og spille alene, når der er en hel fest. Så Carol kommer og spiller med. Nu skal Bob spille mod Alice og Carol samtidigt, men i hver runde kan Bob kun vælge ’spille med’ en gang. Pointmatricen skal lige tweakes lidt, så Alice får lidt minuspoint hvis hun vælger interesseret og Bob vælger at spille med hos Carol og omvendt.

Når Dave kommer, spiller han mod Alice og Carol på samme måde som Bob gør. Og lige som med pigerne får drengene nu lidt minuspoint hvis en af pigerne de er interesseret i ’spiller med’ hos den anden. Når vi først er fire spillere er det let nok at udvide med resten af festen.

Nåja, og så spilles spillet gerne under indtagelse af alkohol (hvis man i en runde vælger ’spiller ikke med’ over for alle modspillere tager man en øl, en drink eller et shot) og sammen med den sædvanlige dunk-dunk-dunk-musik.

Det kunne være at jeg skulle læse lidt op på spilteori inden jeg skal til fest næste gang.

(Og ja, jeg ved godt at prisoner’s dillema kun har to valgmuligheder og en lidt anden pointgivning end første runde. Men prisoner’s dillema er arketypen på spilteori…)

Update: Nej, det er ikke særlig originalt. En googlesøgning på ‘game theory dating’ finder mange spændende hits, men af en eller anden grund overså jeg XKCD - den evige kilde til nørderi og kærlighed…

Some random perl code I threw together:

use Data::Dumper;
use List::Util (reduce);

@p = (580, 420, 355, 335, 275, 215);
$target = 1505;
$A[0] = [0, [], 0];
foreach $i (1 .. $target) {
    my @tmp;
    foreach $a (@A) {
	next unless defined($a);
        push @tmp, [$a->[0], $a->[1], $i];
        push @tmp, [$a->[0] + $_, [@{$a->[1]}, $_], $i] foreach (@p);
    }
    @tmp = grep({$_->[0] == $i;} @tmp);

    # ok, prefer the shortes solution for no other reason
    # than 7 times mixed fruit is so boring.
    $A[$i] = reduce { if ($a->[0] == $b->[0]) {
                          @{$a->[1]} < @{$b->[1]} ? $a : $b
                      } else {
                          $a->[0] > $b->[0] ? $a : $b
                      }
                    } @tmp;
}
print Dumper($A[$target]);

Mixed fruit? You probally have to read this xkcd strip

Update: Changing the grep statement from testing for less than or equal to strict equality seems to be about 30 times faster with the same result.

Principia Mathematica 320 years, Spam 70 years and Debian Social Contract 10 years. Things that changed the world?

Jeg kan ikke beskrive det, det skal høres:

Perl, in a Nutshell

KLB

Ja, så blev jeg jo gammel…

Festen holdt jeg i lørdags, og hvor er det rart at have venner der lige går det ekstra skridt for at finde en pasende gave. For eksempel til spejderen der har alt: En vandtæt toiletrulleholder til “spadeturen”

Eller også var der noget med at både min backup og min server døde. Så er en backup af peter.makholm.net vel en passende gave:

Og så var der øl, fedt tøj og godt læsestof. Tak til alle…

Fire minutter - nok tid at finde ud af om man er interesseret i en date?

Hvem er du? Hvad arbejder du med? Hvad føler du for farven mintgrøn? Hvad laver du i din fritid? Hvad er dine interesser? Mener du virkelig at det mest interessante der er at sige om dig er at du i din fritid er sammen med dine veninder og går lidt i motionscenter? Kan vi grine af det samme? Er du nogenlunde samme sted i livet som jeg forestiller mig at være? — og alt det samtidig med at den anden også skal have et indtryk.

20 dates på halvanden time - man skal bare være på - fra en noget kold start til at det bare går ind af det ene øre og ud af det andet. Og pludselig er fire minutter lang tid fordi man sidder med en der svare på ens spørgsmål … og ikke andet.

Fire minutter - saved by the bell or killed by the bell. Tina (hende med klokken) er ligeglad - videre går det. Næste date, men lige overveje om man vil møde personen igen, og så i øvrigt lige finde på en ny genial indledning. Genialt, originalt, men ikke for uventet. Vi har simpelthen ikke tid til at skulle bruge et halvt minut på at samle op.

Jeg er faktisk introvert og duer ikke til småsamtaler og minglen. Stop tiden, jeg mente ikke at skulle forklare hvad jeg arbejder med. Hvorfor blev jeg ikke bare anlægsgartner?

Og bagefter? Ingen match, dårligt match, dårlig timing, … Men der er sikkert speeddating igen i løbet af måneden.

Hey, nu er det over et år siden jeg begyndte at blogge og jeg er ikke blevet ex-blogger endnu.

Første indlæg var helt klart inspireret af en muse og et par af de følgende også. Men ellers har det mere været Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus end Musa! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked Meget omkring.

Muser, vis mig verden! Giv mig inspiration.

/me vandrer slukøret tilbage og ser om google romance ikke er blevet virkelighed

The Internet proudly presents; An Operating Systems production;

Starring: Linus Torvalds as himself, Richard Stallman as Judas Iscariot, Bill Gates as Caiaphas, Ron Hevsepian (as CEO of Novell) as Pontius Pilate and Steve Jobs (as CEO of Apple) as King Herods.

Also starring: The KDE Team as Mary Magdalene, The Debian Project as Simon Zealotes, Steve Ballmer as Annas, Chief Technical Officers as the Romans and the Slashdot readership as the temple people and the lepers.

Ok, some of them are pretty flawed. I’m least happy with Stallman as Judas. Eric Raymon might be a bette choice but I’ll keep Stallman as understudy

Enough blasphemy for the day …

Read the rest of this entry »

Rockeren knaldede næven ned i taget på enten sin egen eller politiets bil og brølede “Spejderland!”, hvilket alt andet lige egentlig var en ganske god og morsom kommentar til situationen.

Jeg har undret mig en smule om Mogens Nørgaards blog på Version2 og ikke mindst han seneste indlæg “HR, bøsser og ros”. Jeg tog faktisk fejl i min første kommentar, indlæget bliver faktisk sjovere hvis man sætter “spejder” ind istedet for “bøsse”.

Jeg læser helst ikke Computer World, så jeg er ikke stødt på Mogens Nørgaards klumme der. Da Mogens begyndte på version2 var jeg dog lidt nysgerig på hvad manden bag miracle, som jeg primært forbinder med vibrugerikke og historier om Miracle Breweries, kunne finde på at skrive om.

Jeg er blevet slemt skuffet. Det er ikke nogle uinteressante emner Mogens forsøger at berøre. I dagens emne ‘popsmart management’ imod ‘god gammeldags ros for udført arbejde’ og selv emnet om det politiske nedfald af at terrorister også kan få et sikkert styresystem i Linux kunne have været interessant at debattere på et sobert niveau.

Men i Mogens’ pen bliver det mudret ind i provokationer der ikke er morsomme, ikke virker relevante og mest bare er tåkrummende. Det er muligt at være provokerende på en konstruktiv eller i det mindste morsom måde, men tilsyneladende magter Mogens ikke dette. Som en anden debatør bemærker er det en priviligeret kommunikationskanal Version2 stiller til rådighed for Mogens og hans professionelle virke og det er min store forhåbning at Mogens enten snart tager sig sammen og giver sig til at bruge denne priviligerethed på en måde det er til at holde ud at læse eller at Version2’s redaktion tager sig sammen til at tage denne informationskanal fra Mogens.

I andledning af at det er min sidste dag i Forbrugerstyrelsen skrev jeg nedenstående til mine kollegaer:

Jeg havde egentlig en skummel plan om at jeg i løbet af den sidste time inden jeg gik hjem i går skulle have spillet følgende i en uendelig løkke for hele kontoret:

Normalt vil jeg ikke beskylde Nigger J. for at være specielt dyb, men for en jounalistpraktikant, vis navn vi for hendes egen skyld ikke nævner, var det alligevel alt for dybsindigt. Eller også ville hun bare hører endnu mere Nigger J.

Det er ærlig talt nok også lidt for poppet til mig. Når det kommer til stykket siges det nok ikke meget bedre end Frank, den gamle crooner: “And now, the end is near - And so I face the final curtain.”

Nøgleordet her er måske “*gamle* crooner” - så gammel er jeg jo heller ikke og vi må jo også se fremad. For der er ingen der er uundværlige - forestillingen må gå videre. Originalen er fra 1991, men her i en genindspilning fra 2001:

Dejlig pompøst. Og så ignorerer vi lige at dialogen fortsætter “After I left, the Duke came to see me and he offered me everything. Everything I ever dreamed of. He has one condition. I must never see you again.” Man skal nok helt undlade at drage paralleller, det kunne bliver for uhyggeligt.

Den tidligere ikke-nævnte jounalistpraktikant havde et par bud på hvordan jeg jeg fortsat kunne have en vis tilstedeværelse på kontoret. Men det bliver så statisk og uden “dybde” (eller hvad vi nu skal kalde det der foregår inde i hovedet på mig):

Ole forlod sin usynlighedshat, måske skulle jeg bare forlade min nissehue. For “Wherever I lay my hat, thats my home”