Man burde kunne dømmes for foragt for folkestyret. Det er selvfølgelig rart at han holder sig væk fra det danske folkestyre, men jeg synes at det gør ham uværdig til at sidde i Folketinget (og for den sags skyld i Europaparlamentet, men jeg ved ikke om de har tilsvarende regler).
Og jo, der var vist et par kendisser fra mit eget parti der gjorde tilsvarende ved sidste kommunalvalg. De burde straffes på samme måde.
I nordsjælland opstiller der en IT-systemudvikler jeg kender fra min studietid og fra mit faglige netværk. I København opstiller en gammel kollega som jeg har stor tillid til. På Fyn opstiller en af den danske spejderbevægelses prominente medlemmer som jeg normalt har stor respekt for og hvis man ønsker en DDS’er med tilsvarende “charge” skal man til vestjylland.
Alle har de det til fælles at jeg ikke kan stemme på dem fordi jeg bor det forkerte sted. Det gør selvfølgeligt mit valg meget lettere, men samtidigt generer det mig noget.
Den eneste grund til denne geografiske diskrimination jeg kan se er at man ønsker alle landets dele repræsenteret ligeligt i Folketinget. Men når der alligevel ofte ikke er sammenhæng mellem hvor folk stiller op og deres geografiske tilhørsforhold, nytter det så noget?
Og er det ikke lige så ønskeligt at Folketingets medlemmer på samme vis afspejler vælgernes køn, alder og socialklasse? Er disse tre egenskaber virkelig mindre vigtige end om folk bor i Århus eller København?
Hvorfor skal vi ikke bare afskaffe storkredsene og gøre Danmark til en stor valgkreds?
Det vil give en uoverkommelig stor stemmeseddel, men det er et praktisk problem vi kunne forsøge at løse.
Donald Axel erkender over for Version2 at fremgangsmåden omkring DKUUG’s generalforsamling har været uheldig. I en privat mail reagerer han også på mit tidligere blog-indlæg om DKUUG, og jeg vil selvfølgelig respektere at han svare privat. De dele der handler om en uddybning af mit indlæg vil jeg dog gerne besvare offentligt, so here goes…
For det første påpeger han nogle mere konkrete hændelser hvor bestyrelsen i min tid har snakket om at placere pengene i en fond. Visse af informationerne er jeg ret sikker på er nye for mig, men det kan være møder hvor jeg har været fraværende, på toilettet eller uopmærksom. Den økonomiske konstruktion “placer pengene i en fond” har derfor sandynligvis været diskuteret i min bestyrelsestid. Mere interessant end den økonomiske konstruktion er dog hvordan potentialet i DKUUG’s pengetank kan udnyttes.
Donald Axels andet kritikpunkt går på at han ikke opfatter mit indlæg konstruktivt og savner gode råd og dialog. Det er korrekt at hovedparten af mit indlæg ikke var direkte operationelt anvendeligt, sådan var det heller ikke tiltænkt. Som delvis part i sagen vil jeg gerne undgå uopfordret at at komme med udtalelser der kan opfattes som krav til hvordan bestyrelsen handler, derfor har jeg fokuseret på mine iagttagelser og hvordan jeg opfatter dem. Jeg anser dette for en dialog-form, jeg vælger at gøre det offentligt fordi det sker som reaktion på offentlige udtalelser (i version2) og en til mange-kommunikation (bestyrelsesbrevet).
Men direkte adspurgt er her mit første gode råd: Sørg for at der er overensstemmelse mellem de informationer der kommer ud fra bestyrelsen ad forskellige veje. Jeg føler ikke at der er overensstemmelse mellem at tale om kupforsøg den ene vej og den anden vej give udtryk for at man var igang med næsten det samme forslag. Hvis det betyder at man ikke lige kan gennemskue at udtale sig til en jounalist, så lad være. Dobbelttydigt information er ikke dobbelt så god information.
Næste gode råd er lige at tænke konflikten og dens eskaleringstrin igennem. Jeg kender ikke til den kommunikation der har været mellem bestyrelsen og forslagsstillerne, men jeg er faktisk lidt overrasket over at vi er kommet igennem hele konflikttrappen så hurtigt. Det der måske bare var en naturlig uoverensstemmelse vedrørende om DKUUG trængte til noget radikalt nytænkning bliver til personificering (”de unge mennesker”), fjendebilleder (”kupforsøg”) og polarisering (bestyrelsen vs. …). Jeg skal ikke spille hellig, jeg er også god til at føde konflikter.
Jeg ved ikke om det er et problem der har været aktuelt, men med mit kendsakb til ånden i DKUUG finder jeg det sandsynligt. Konsensus er en lige så god styreform som diktatur. Det er noget nær optimalt så længe det virker, med hvis det ikke virker er det til gengæld ad røven til. Skal vi nå hjem til klokken 23, så skal der tages nogle beslutninger, selv hvis vi ikke er enige. Nogle gange skal denne uenighed så kommunikeres ud, andre gange kan man blive enige om at være uenige.
Og husk de tre K’er: Kommunikation, kommunikation og kommunikation.
Og så lige to ting til der ikke så meget handler om hændelserne omkring generalforsamlingen:
Lad være med at underspille betydningen af at DKUUG ikke har nogle ansatte i øjeblikket. Grib i stedet chancen for at diskutere om man ikke kan organisere sig på en helt anden måde. Nu er der ikke nogen der kan være bekymret for om man kan få et lige så kvalificeret sekretariat hvis det om et år viste sig at være en dårlig ide.
Hvis den vigtigste grund til at blive i Symbion er at have gode foredragslokaler, så drop D’et fra navnet. Så er KUUG, Københavns Unix User Group, måske mere passende.
Barber administrationen af foreningen ned så det kan betales af kontigentindtægterne. Det er for de penge at foreningen skal kunne drives, hvis det betyder at man skal gennemføre Jacob Sparres forslag om at droppe det trykte blad og foreningens lokaler i Symbion, så gør det. Med hensyn til foredrag om aftenen er jeg sikker på at SSLUG har kontakter til nogle mulige lokaler.
Uafhængigt af ovenstående skal “pengetanken” så administreres. Den skal investeres så vi kan forbruge 300.000 kroner om året. Disse penge skal bruges på følgende måde:
Der skal bruges 75.000 kroner om året på en præmieopgave for unge der er interesseret i foreningens formål. Der uddeles tre præmier på henholdsvis 25.000 kr, 15.000 kr og 10.000 kr. Derudover arrangeres det at præmiemodtageren skal fremlægge deres projekter i København, Århus og Ålborg. Rejseomkostninger og hvad det måtte koste at lave passende foredragesbeguvensheder betales af de resterende 25.000 kr.
Der skal bruges 75.000 kroner at støtte tre til syv værdige rejser til udlandet. Selvfølgelig med den forpligtelse at det skaber værdi for foreningens formål i Danmark, for eksempel ved et foredrag i lokalområdet. Det kunne være til deltagelse i et IETF møde, deltagelse i KDE Developers Summit eller en studietur til mellemamerika med formål at sprede budskabet om åbne systemer.
Der skal bruges 75.000 kroner til at støtte direkte udvikling af det danske internets infrastruktur. Hvis DKUUG nu forpligter sig til at over tre år at spytte 100.000 kroner i en kasse, kunne vi så få understøttelse af DNSSEC i .dk TLD’et? Hvis DKUUG nu støtter med 25.000 kroner, kan vi så få en endnu bedre tidsinfrastruktur (ntp) på den danske del af internettet?
Der skal bruges 75.000 kroner til at sprede budskabet om åbne systemer i Danmark. For eksempel støtte til arrangementer som Software Freedom Day, udveksling af eksperter mellem landsdelene til foredrag og støtte til afholdelse af konferencer.
Alt sammen selvfølgelig bare tal og ideer der er rystet uf ad ærmet. Sæt andre beløb på, kom med andre forslag. Ovenstående er bare hvad jeg kan forestille mig.
Jeg har egentlig lyst til at følge Poul-Henning Kamps eksempel og følge forslag B “meld jer ud og glem alt om DKUUG”. Men til forskel fra Poul-Henning er jeg ung, naiv og idealistisk, tror på det godes mulighed og jeg føler at jeg og mit tætte netværk bliver mistænkeliggjort og tilsvinet.
Min første kontakt til DKUUG tror jeg var et klubmøde i DIKU’s lille UP-1 om apache-webserveren (gad vide hvornår det var?). For 3 år siden trådte jeg så ind i bestyrelsen somt nyt ansigt samtidigt med nuværende formand Donald Axel. Det tog et halvt år før jeg var klar til at give op, men så begyndte en noget ubehaglig sag som jeg syntes ville være en dårlig ide at stoppe under (fejl nummer 1?).
En sag som jeg mener at bestyrelsen og dens medlemmer behandlede uprofessionelt. Jeg tror at folk har handlet efter bedste evne, folk har bare ikke faglig set været rustet til at håndtere sagen. Derudover har det været præget af en mangel på konflikthåndtering og alle der har deltaget i arbejdet har været anset for parter i konflikten. Men allerede før sagen begyndte følte jeg en væmmelse ved at spilde min tid i DKUUG’s bestyrelse.
Efter at have “aftjent” min tid i bestyrelsen meldte jeg mig ud af foreningen. Jeg står fuldt ud bag DKUUG’s formål som defineret i foreningens vedtægter, jeg anser bare ikke DKUUG’s nuværende konstruktion for velegnet til at forfølge det mål og at arbejde aktivt for at indefra ændre DKUUG’s konstruktion anser jeg for at have for store personlige omkostninger.
Det er ingen hemmelighed at jeg er tilhænger af tanken om at placere pengene i en fond, der skal uddele penge efter DKUUG’s formål. Jeg forstår dog godt den mistænkelighed visse medlemmer har udtrykt over for tanken om en selvsupplerende bestyrelse. Det var også et af de punkter jeg selv rejste over for Jacob Sparre da jeg så forslaget. Men man kan kun pege på at lignende konstruktioner er resultatet af at den norske og den hollandske unixbrugergruppe stod i en tilsvarende situation.
Der hvor jeg synes at den nuværende situation slår klik er den siddende bestyrelses håndtering af forslaget. For nu at tage Keld Simonsens modforslag først, så har jeg kun kunne opfatte det som et forsøg på at på humoristisk vis at give udtryk for at han fandt tanken absurd. Jeg er dog begyndt at tvivle…
Helt galt føler jeg dog at det går i bestyrelsens brev til medlemmerne dateret 30. september og specielt i forhold til udtalelserne i version2 efterfølgende. Brevet fra bestyrelsen kan ses via Peter Larsens blog.
På den ene side bliver foreslaget i brevet før generalforsamlingen omtalt som “næsten et kup”, men sidenhen udtaler Donald Axel til Version2 at “Jacob Sparre-Andersens forslag gik ud på stort set det samme som det, bestyrelsen arbejdede på”. De to påstande kan jeg ikke få til at passe sammen.
I brevet giver bestyrelsen udtryk for at “har været lidt i tvivl om, hvorvidt forslaget var alvorlig ment”, igen lidt spøjst taget i betragtning af at Donal Axel til version2 i samme artikel udtaler at betsyrelsen allerede er igang med at arbejde med et forslag men “der er nogle spørgsmål vedrørende omkostningerne ved at oprette en fond, som vi ikke har overblik over”.
Det bliver også refereret fra Donald Axel at forslaget om en beskyttelse af formuen ligger flere år tilbage. Det har ikke været i de to år jeg har siddet i bestyrelsen og tidligere har jeg primært kendskab til at Poul-Henning Kamp længe har været fortaler for noget tilsvarende. [Update: Jeg har kommenteret lidt på dette i mit blogindlæg fra onsdag den 10.]
Brevet fra bestyrelsen kaldes desuden forslagsstillerne for “de unge mennesker”. En udtalelses jeg kun kan føle nedværdigende, specielt i forhold til at underskriverne af brevet blandt andet består af Jon Bendtsen, som jeg antager er den yngste af de involverede, og Donald Axel, der selv giver udtryk for at været kommet ind i DKUUG fra sidelinjen for 3 år siden. Hele formuleringen “bortset fra, at de unge mennesker er vore venner og ikke fjender” kan jeg kun opfatte som en overbærenhed over de lidt mindrebemidlede bekendte.
Men hvordan så jeg gerne pengene brugt? Det er egentlig lidt vigtigere end den beslutningstagende konstruktion. Lad os investere pengene og brug en kvart million om året til uddeling.
Lad os for eksempel udskrive en prisopgave for unge under 30 - studerende, men der skal også være plads til selvlærte. Pengepræmier til de tre bedste (20KKr, 15KKr, 15KKr, whatever) uddelt på en passende konference i starten af marts, hvor det også forventes at vinderne fremlægger deres projekt ved et foredrag. Desuden forventes det at vinderne deltager i tilsvarende foredragsarrangementer i Århus og Ålborg - selvfølgelig betalt af fonden.
Kan vi være endnu bedre til at få sendt aktive udviklere af åbne systemer til udviklerkonferencer i udlandet, selvom det ikke er en del af deres arbejde? Selvfølgelig med en forudsætning at det på en måde kommer os der bliver hjemme til gavn.
Hvad kan vi ellers finde på?
Med pengene borte bliver DKUUG jo nødt til at lave nogle aktiviteter for at have en eksistensberettigelse. Jeg er stadigvæk bekymret for om man kan lave nogle aktiviteter som ikke meget bedre kan laves i SSLUG og de andre danske LUG’er eller i BSD-DK. Foredrag holdt af frivillige aktivister ser jeg i hvert fald ikke som den store eksistensberettigelse.
Det er desvære bare der jeg ender når jeg selv forsøger at komme med visioner for DKUUG. Desvære, fordi jeg kunne forestille mig at kommercielle unix’er og andre kommercielle systemer har lidt svært med LUG’erne og BSD-DK. Men jeg ser heller ikke folk stå i kø for at få den slags foredrag i DKUUG-regi.
I anledning af en historie om at fagforeningen 3F øger angrebet mod Nørrebro Bryghus var vi et par stykker der mødtes til en sympatiøl på netop Nørrebro Bryghus. Efter en ganske god øloplevelse (blandt andet bestående af Ølfabrikken, Dekadence 2005) snakkede jeg med nogle af 3F’s “blokadevager” der på bedste politikervis forsøgte at affeje spørgsmålet “hvad mener de ansatte selv?”.
Det er min klare opfattelse at dette er en konflikt der ikke er til fror arbejdstagernes skyld. Den er alene til for at forsøge at cementere 3F’s magtposition som organisation. Det er usselt, det er noget svineri og det er et symptom på hvorfor fagbevægelsen kun er til grin.
Respekt for hvad fagbevægelsen har opnået igennem det tyvende århundrede, men I har sejret ad helvede til og I er holdt op med at repræsentere arbejdstager men repræsentere en egen magtbase.
De Radikale er tilsyneladende på vej til at sige nej til medielicensen:
»Jeg tror, at man må erkende, at vi betragter DR som et fælles gode. Derfor er der ingen grund til at finansiere DR via licensen, men i stedet via skatter og afgifter«, siger De Radikales medieordfører, Simon Emil Ammitzbøll, til Ritzau.
Jeg krydser fingre for at forslaget bliver vedtaget på landsmødet.
Joachim Breitner skriver i The trustworthy stranger om hvorvidt det er bedst at ens venner eller fuldstændige fremmede har administrator-adgang til ens data og Martin von Haller fortæller om en advokat han overhørte på en togtur mellem Købehnavn og Århus.
Det er den sammen observation, folk er i nogle sammenhæng mere villige til at dele information med vildt fremmede end med deres bedste venner. Pointen er at information ikke har en objektiv værdi, derfor deler vi gerne information med andre som ikke kan bruge informationerne til noget. Vi er først lige begyndt at vænne os til Google og der er stadigvæk folk der bliver stødt over at man lige Googler dem. Det bliver interessant at se hvor tilgængelig information bliver og hvor langt bagefter den brede befolkning kommer for ændringerne.
Men det er irriterende at høre på. Heldigvis skal jeg sjældent så langt at jeg må tage de offentlige.
Forbrugerombudsmanden lader SpamFighter sende uanmodet emails. SpamFighter giver mulighed for at brugeren automatisk kan anbefale sine bekendt at sætte spamfighter-brugeren på en liste over godkendte afsendere. Denne email har tidligere indeholdt en del spamfighter-rekvalme, men efter de har begrænset sig til et link til spamfighters websted mener Forbrugerombudsmanden at det ikke længere er markedsføring.
Det er lidt en sort dag at SpamFighter på denne måde får blåstemplet en sådan praksis.
På Planet Perl faldt jeg over Justin Masons om at linke for velgørenhed. Det er et irsk blog-meme der går ud på at øge google ratingen for velgørende formål. Den er tilsyneladende startet hos SEO Refugee - hvad de så end er.
Hvad synes I, er det en god eller dårlig ide?
Målet med at øge opmærksomheden på velgørende formål kan jeg sagtens stå inde for, men hvad med midlet?
Så længe det bare er en enkelt forseelse, så generer det mig ikke. Men hvis alle blogs bliver fyldt op at den slags meningsløse beskeder der i en god hensigt har til formål at promoverer websteder, så mindsker vi værdien af vores blogs.
Det er da meget sjovere og mere informativt med personlige historier og menninger. I stedet for bare at have en standardliste af velgørende formål, så vælg en ud og forklar hvorfor du synes at det fortjener opmærksomhed.
Så må jeg senere forklare hvorfor jeg har valgt Læger uden grænser som mit velgørende formål.
(Jeg burde nok have skrevet denne på engelsk med trackback til SEO Refugee)
Så var det tid til en tapning igen. Jeg er nu blevet tappet som bloddonor 40 gange - og jeg kan stadigvæk ikke lide at blive stukket…
På vej til Glostrup kom jeg til at kører i en gruppe cyklister, der nok kørte lige en tand hurtigere end mit normale marchtempo. Det er jeg nok ikke god til at klare, så jeg måtte holde ved. Selv ikke da kæden lige hoppede af kunne jeg give op. Jeg nåede dem lige præcis igen ved ringvejen, hvor jeg skulle dreje af.
Det var altså fuldstændig gennemsvedt og dehydreret jeg kom til blodbanken. Derfor tog det sin tid at blive tapper. Blodet ville simpelthen ikke rulle. Men så fik jeg da tid til at slappe lidt af og småsludre lidt med tappepersonalet. Altid rart lige med et kvarter i en god “stol” efter en hård arbejdsdag.
Lad mig gentage Henrik Kramshøjs opfordring: Bliv bloddonor nu. Selv har jeg lige fået registreret mig som organdonor efter at have gået rundt med et donorkort i årevis.