Jeg er ikke interesseret i fyldte chokolader, kun plader med mørk chokolade. Gerne forskellige interessante varianter, men det skal være mindst 70% og gerne op til 99-100%. Fysiske butikker skal helst være placeret i Københavnsområdet for at være interessante for mig.

Første stop: BrewPub. Jeg har uden held et par gange været forbi for at smage deres dobbelt-IPA, Geronimo. Her på ølfestivallen lykkedes det endeligt. En god solid IPA.

Dernæst til Raasted Bryghus. Jeg har næsten lige haft deres Brown ale og Cascade IPA over i ølspalten og var begejstret for Cascaden. Her lod jeg mig overtale til en IPA i en cask-udgave. En meget let øl, men med en tydelig humleduft. Jeg er ikke helt overbevist om jeg er til cask-øl uden kulsyre, men en god oplevelse.

Ølfabrikken er jo altid et svært valg. De laver rigtig god øl, men meget forskelligt, så det er et svært valg. Ved mit første besøg valgte jeg deres Rug IPA. Ud over at det er en god kraftig IPA, så giver rug-malten meget maltkrydret eftersmag. En interessant øl.

Fjerde stop var Stenbogaard Bryghus. Aldrig hørt om dem før, men deres American Brown Ale hører til i klasses lette og friske ende.

Dernæst til håndbrygstanden. Jeg har tidligere snakket med håndbryggerne, men aldrig smagt deres bryg. Men da en af mine venner havde en øl på hanen skulle jeg jo smage. Desvære var der lidt rigeligt bundfald med, så ikke det bedste bedømmelsesgrundlag. Deres øl fik sølv i sin klasse til DM, så den var sikkert god…

Så til en af festivallens interessante oplevelser. Jeg var oprindeligt gået Mikkeller forbi, for klokken 15 ville de servere en ekstremt humlet øl, X Hop Juice 2007 IBU. IBU er en skala for hvor bitter en øl er, omkring 100 holder man op med at kunne smage det, mikkeller sagde at deres øl teoretisk var på 2007 IBU. Jeg havde forventet det voldsommere, men det var ren bitterhumle og bitterheden har overskygget de mere nuancerede smagsoplevelser der ofte giver den voldsomme smagsoplevelse. Et interessant tilløbsstykke.

Bryggeriet Skovlyst serverede en Bøgebryg der skulle have en smule røget og træagtig arome. Jeg smagte bare en let sødme der ikke helt var værd at skrive hjem om. (Eftervirkning af mikkeller?)

Bryggeriet Kvajj er spritnyt på mikrobrygscenen. Sidste år vandt deres Bastians Chokoladedrøm guldi DM i håndbryg. Han beklagede meget at den ikke var rigtigt karboneret, men en god kraftig chokoladestout, jeg må finde igen.

Tilbage til Stenbogaard Bryghus der præsenterede en øl til Sushi. Det ville den sikkert også være god til, jeg fandt den ikke interessant som øl.

Jeg har et par gange stået i Kvickly og set på øl fra Kongens Bryghus. Nu tog jeg mig sammen til at smage deres Langfartsøl. Noget spids i smagen og kun bitterhed i eftersmagen, ikke noget jeg løber ud for at købe mere af.

Djævlebryg – navnet betyder alt, også for Schopenhauers vilje. En god bitterhed, men jeg savnede noget aroma.

Hos MyBeer lavede jeg lige et afbræk fra det danske. Ultraprés serveres i små snapseglas, varm og med et skud flødeskum. Noget meget sødt stads og hører nærmere sammen med kaffen som avec, end som øl.

Vi blev i det stærke, for Bryggeriet Braunstein er begyndt at destillere deres øl. Det giver den forventede spiritussmag, men jeg synes ikke meget andet. Har smagt mere intressante øldestillater, måske skal den bare lige ligge et par år…

Tilbage til Ølfabrikken. Efter Mikkellers eksperiment skulle man jo prøve Ølfabrikkens 100 Gram IPA. Ideen er lidt den samme med at tilsætte enorme mængder humle, men Ølfabrikken er gået mere efter smags og aromahumle og det er lykkes godt. Er man til den ekstreme humleoplevelse er 100 gram IPA’en en rigtig god øl.

Vibu Bryghus serverede en Pale Ale, “Light”. Ukarboneret, jævn IPA – dog i den lidt kraftige ende af klassen.

Da jeg nåede til Søgaard Bryghus (nummer 15) ville det nok være synd at sige at mine smagsløg var helt friske, så jeg blev overtalt til at smage deres Barley Wine. Stærk, men uden den sødme jeg foretrækker i barley wines.

Og så havde jeg vist fået nok øl, så jeg sluttede af med en Rekorderlig Cider med Pære. Dejlig med noget andet end humle…

Har jeg glemt noget? Jo, på et tidspunkt var jeg også forbi maltbazarens stand og de serverede også noget øl, men jeg har glemt hvilket. Jeg har sikkert været helt væk over deres periodiske system over øl-typer – I must have…

De store oplevelser: Mikkeller, Ølfabrikken og så det der periodiske system.

Fiktive dokumentarfilm er populære, men er også meget kontroversielle når de alt for tydeligt henviser til virkelige personer. Fra begge sider af US-Amerikansk politik har filmen Death of a President mødt kritik. Det officielle websted for filmen deler anmeldelser op efter folk der har set filmen og folk der ikke har set filmen, med en masse ros i den første kategori og de foragede kommentare i den anden. Det skal selvfølgelig tages med et gran salt.

Der er helt sikkert biografgængere der vil juble over Frank Molini og give ham helt ret og andre der vil dømme filmen på selv samme udtalelser. Men hvis man accepterer præmissen for filmen — vi ser tilbage på hændelserne et år efter — så synes jeg at filmen holder balancen uden at diskutere for og imod USA’s krigsretorik og magtanvendelse. Fokus er at der vises et ikke usandsynligt hændelsesforløb og vi kan som tilskuer overveje om de hændelser lever op til ideen om et demokratisk retssamfund.

Kunne man ikke bare have opfundet en præsident lige som alle andre Hollywoodfilm? Jeg tror ikke det ville blive så effektivt. Netop fordi det er Præsident Bush, så tror jeg lettere at vi accepterer at det ikke bare er en fantasifuld forfatter, men et realistisk hændelsesforløb. Den accept er vigtig for at opnå filmens egentlige formål: Står lovgivningen efter 9/11 i mål med det retssamfund vi tror vi lever i.

Er det en stor film? Nej, sikkert ikke, men jeg mener at filmen giver mulighed for at tænke på nogle lidt mere interessante ting aspekter ved terrorsituationen end de danske ISP’ers forpligtelse til at logge datatrafik.

Find mulighed for at se den!

Men selvom præmissen er en totalitær politistat anno 2027, så fylder science fiction-elementet efter min mening ikke meget. Det handler om en verden uden håb og hvordan folk håndtere dette. Så er der selvfølgelig en McGuffin – en gravid kvinde – der bringer håb ind i denne autoritære verden.

Så uanset om man er til dystopiske science fiction-film eller til historier om håb er “children of men” absolut værd at overvejer, og så har den sine morsomme episoder.

Resten var velgennemført godt håndværk. Solidt, men ud over det meget glamouøse snit, ikke noget der efter min mening hæver sig ud over de sædvanlige agent-thrillere. Ludger Pistor som schweizisk glad gris er dog guld og filmen havde da også andre morsomme punkter.

Shaken or stirred? – Do I look like I give a damn?

En dag er det måske en lidt for agressiv eller desperart kandidat der ligger bagerst og han vælger at køre modstander ud over siden og dræber ham. Det skaber præcedens.

Market Forces er en hæsblæsende dystopi af Richard Morgan. Er man til nærfremtidsdystopier der fokusere mere på det sociale end det tekniske er det absolut en læseværdig bog.

Bogen følger Chris Faulkner, der lige er blevet ansat i Shorn Associates afdeling for “Conflict Investment”. En niche i investeringsbrachen der handler med borgerkrige og lokale konflikter. Det sætter Chris’ moral, hans forhold til sine medmensker og ikke mindst forholdet til hans kæreste på en voldsom prøve.

Første besøg var Heimdal-bryg. Jeg havde besluttet mig for en Valhal, en af flere øl på festivallen inspireret af Egtvedpigen. Desvære var denne øl udsolgt, så jeg kom fra standen med en prøve på deres Longship, en brown ale. Absolut værd at drikke, men heller ikke mere.

Næste stand på listen var mikrobryggeriet Mikkeller. I programmer praler de af deres gode placering på www.ratebeer.com, specielt deres Beer Geek Breakfast, en Coffee Stout, skulle være den 15. bedste af øllene vurderet på RateBeer. Jeg tror at det var en lære i korrekt ølservering, jeg fik serveret en iskold prøve på Beer Geek Breakfast. En noget trist fornemmelse uden de store smagsoplevelser. Jeg må prøve den næste gang jeg støder på den på Ølbaren.

Tredje stop, Ølfabrikken. Nok det danske mikrobryggeri med det absolut bredeste udvalg af øl. Mit første valg var en Batch #100. For at fejre bryg nummer 100 ville Ølfabrikken lavet noget helt specielt – og det er lykkes dem: En dobbelt-IPA med en brutal humle-bitterhed. Jeg måtte bare sammenligne med Great Divides Dobbelt-IPA. Begge brutale øl der virkelige er for elskere af IPA’er. Men hvor Great Divide er brutal til det sidste har ølfabrikken formået at runde deres dobbelt-IPA af i en rund malt-profil uden at gå på kompromis med øllens brutalitet. Absolut en af festivallens store oplevelser.

Ølfestivallen er ikke kun øl, derfor skulle Dansk Mjød også besøges. Mjød er honning, vand og eventuelt krydderier der er kogt sammen, gæret og lagret, styrken når op på omkring 20%. Valget faldt på deres Viking Blod, der er tilsat humle og hibiscus. Mest af alt er det en portvin og jeg tror jeg ville bruge den på samme måde. En oplevelse, men næppe noget der ville finde fast plads i min spiritussamling.

Et af de nyeste skud i det Københavnske ølmiljø må være Vesterbro Bryghus. Beliggende næsten lige over for Tivolis hovedindgang har de knapt nok åbnet. Jeg valgte en brown ale og dommen er noget kort: Serveret for kold og smager af for lidt. En enkel oplevelse skræmmer mig ikke væk, Vesterbro Bryghus skal besøges i løbet af efteråret.

Sidste øl var et gensyn med Ølfabrikken. Bedste afslutning på ølsmagning er en Stout, så valget faldt på deres Imperial Russian Stout. En god tør ristethed, dog med en vis sødme samt en god cremet fornemmelse i munden. Lige en stout efter min smag.

7 øl er ikke mange når udvalget er på over 1000, men mine smagsløg var overophedede. Den helt store oplevelse var Ølfabrikkens Batch #100 som jeg håber de holder fast på. Mjød var også en interessant oplevelse jeg tror jeg kommer til at stifte nærmere bekendtskab med senere.