peter.makholm.net

Jeg har egentlig lyst til at følge Poul-Henning Kamps eksempel og følge forslag B “meld jer ud og glem alt om DKUUG”. Men til forskel fra Poul-Henning er jeg ung, naiv og idealistisk, tror på det godes mulighed og jeg føler at jeg og mit tætte netværk bliver mistænkeliggjort og tilsvinet.

Min første kontakt til DKUUG tror jeg var et klubmøde i DIKU’s lille UP-1 om apache-webserveren (gad vide hvornår det var?). For 3 år siden trådte jeg så ind i bestyrelsen somt nyt ansigt samtidigt med nuværende formand Donald Axel. Det tog et halvt år før jeg var klar til at give op, men så begyndte en noget ubehaglig sag som jeg syntes ville være en dårlig ide at stoppe under (fejl nummer 1?).

En sag som jeg mener at bestyrelsen og dens medlemmer behandlede uprofessionelt. Jeg tror at folk har handlet efter bedste evne, folk har bare ikke faglig set været rustet til at håndtere sagen. Derudover har det været præget af en mangel på konflikthåndtering og alle der har deltaget i arbejdet har været anset for parter i konflikten. Men allerede før sagen begyndte følte jeg en væmmelse ved at spilde min tid i DKUUG’s bestyrelse.

Efter at have “aftjent” min tid i bestyrelsen meldte jeg mig ud af foreningen. Jeg står fuldt ud bag DKUUG’s formål som defineret i foreningens vedtægter, jeg anser bare ikke DKUUG’s nuværende konstruktion for velegnet til at forfølge det mål og at arbejde aktivt for at indefra ændre DKUUG’s konstruktion anser jeg for at have for store personlige omkostninger.

Det er ingen hemmelighed at jeg er tilhænger af tanken om at placere pengene i en fond, der skal uddele penge efter DKUUG’s formål. Jeg forstår dog godt den mistænkelighed visse medlemmer har udtrykt over for tanken om en selvsupplerende bestyrelse. Det var også et af de punkter jeg selv rejste over for Jacob Sparre da jeg så forslaget. Men man kan kun pege på at lignende konstruktioner er resultatet af at den norske og den hollandske unixbrugergruppe stod i en tilsvarende situation.

Der hvor jeg synes at den nuværende situation slår klik er den siddende bestyrelses håndtering af forslaget. For nu at tage Keld Simonsens modforslag først, så har jeg kun kunne opfatte det som et forsøg på at på humoristisk vis at give udtryk for at han fandt tanken absurd. Jeg er dog begyndt at tvivle…

Helt galt føler jeg dog at det går i bestyrelsens brev til medlemmerne dateret 30. september og specielt i forhold til udtalelserne i version2 efterfølgende. Brevet fra bestyrelsen kan ses via Peter Larsens blog.

På den ene side bliver foreslaget i brevet før generalforsamlingen omtalt som “næsten et kup”, men sidenhen udtaler Donald Axel til Version2 at “Jacob Sparre-Andersens forslag gik ud på stort set det samme som det, bestyrelsen arbejdede på”. De to påstande kan jeg ikke få til at passe sammen.

I brevet giver bestyrelsen udtryk for at “har været lidt i tvivl om, hvorvidt forslaget var alvorlig ment”, igen lidt spøjst taget i betragtning af at Donal Axel til version2 i samme artikel udtaler at betsyrelsen allerede er igang med at arbejde med et forslag men “der er nogle spørgsmål vedrørende omkostningerne ved at oprette en fond, som vi ikke har overblik over”.

Det bliver også refereret fra Donald Axel at forslaget om en beskyttelse af formuen ligger flere år tilbage. Det har ikke været i de to år jeg har siddet i bestyrelsen og tidligere har jeg primært kendskab til at Poul-Henning Kamp længe har været fortaler for noget tilsvarende. [Update: Jeg har kommenteret lidt på dette i mit blogindlæg fra onsdag den 10.]

Brevet fra bestyrelsen kaldes desuden forslagsstillerne for “de unge mennesker”. En udtalelses jeg kun kan føle nedværdigende, specielt i forhold til at underskriverne af brevet blandt andet består af Jon Bendtsen, som jeg antager er den yngste af de involverede, og Donald Axel, der selv giver udtryk for at været kommet ind i DKUUG fra sidelinjen for 3 år siden. Hele formuleringen “bortset fra, at de unge mennesker er vore venner og ikke fjender” kan jeg kun opfatte som en overbærenhed over de lidt mindrebemidlede bekendte.

Men hvad med de 13 millioner?

Men hvordan så jeg gerne pengene brugt? Det er egentlig lidt vigtigere end den beslutningstagende konstruktion. Lad os investere pengene og brug en kvart million om året til uddeling.

Lad os for eksempel udskrive en prisopgave for unge under 30 - studerende, men der skal også være plads til selvlærte. Pengepræmier til de tre bedste (20KKr, 15KKr, 15KKr, whatever) uddelt på en passende konference i starten af marts, hvor det også forventes at vinderne fremlægger deres projekt ved et foredrag. Desuden forventes det at vinderne deltager i tilsvarende foredragsarrangementer i Århus og Ålborg - selvfølgelig betalt af fonden.

Kan vi være endnu bedre til at få sendt aktive udviklere af åbne systemer til udviklerkonferencer i udlandet, selvom det ikke er en del af deres arbejde? Selvfølgelig med en forudsætning at det på en måde kommer os der bliver hjemme til gavn.

Hvad kan vi ellers finde på?

Og hvad så med DKUUG?

Med pengene borte bliver DKUUG jo nødt til at lave nogle aktiviteter for at have en eksistensberettigelse. Jeg er stadigvæk bekymret for om man kan lave nogle aktiviteter som ikke meget bedre kan laves i SSLUG og de andre danske LUG’er eller i BSD-DK. Foredrag holdt af frivillige aktivister ser jeg i hvert fald ikke som den store eksistensberettigelse.

Det er desvære bare der jeg ender når jeg selv forsøger at komme med visioner for DKUUG. Desvære, fordi jeg kunne forestille mig at kommercielle unix’er og andre kommercielle systemer har lidt svært med LUG’erne og BSD-DK. Men jeg ser heller ikke folk stå i kø for at få den slags foredrag i DKUUG-regi.