peter.makholm.net

På Planet Perl faldt jeg over Justin Masons om at linke for velgørenhed. Det er et irsk blog-meme der går ud på at øge google ratingen for velgørende formål. Den er tilsyneladende startet hos SEO Refugee - hvad de så end er.

Hvad synes I, er det en god eller dårlig ide?

Målet med at øge opmærksomheden på velgørende formål kan jeg sagtens stå inde for, men hvad med midlet?

Så længe det bare er en enkelt forseelse, så generer det mig ikke. Men hvis alle blogs bliver fyldt op at den slags meningsløse beskeder der i en god hensigt har til formål at promoverer websteder, så mindsker vi værdien af vores blogs.

Det er da meget sjovere og mere informativt med personlige historier og menninger. I stedet for bare at have en standardliste af velgørende formål, så vælg en ud og forklar hvorfor du synes at det fortjener opmærksomhed.

Så må jeg senere forklare hvorfor jeg har valgt Læger uden grænser som mit velgørende formål.

(Jeg burde nok have skrevet denne på engelsk med trackback til SEO Refugee)

Jeg kan ikke beskrive det, det skal høres:

Perl, in a Nutshell

KLB

Så var det tid til en tapning igen. Jeg er nu blevet tappet som bloddonor 40 gange - og jeg kan stadigvæk ikke lide at blive stukket…

På vej til Glostrup kom jeg til at kører i en gruppe cyklister, der nok kørte lige en tand hurtigere end mit normale marchtempo. Det er jeg nok ikke god til at klare, så jeg måtte holde ved. Selv ikke da kæden lige hoppede af kunne jeg give op. Jeg nåede dem lige præcis igen ved ringvejen, hvor jeg skulle dreje af.

Det var altså fuldstændig gennemsvedt og dehydreret jeg kom til blodbanken. Derfor tog det sin tid at blive tapper. Blodet ville simpelthen ikke rulle. Men så fik jeg da tid til at slappe lidt af og småsludre lidt med tappepersonalet. Altid rart lige med et kvarter i en god “stol” efter en hård arbejdsdag.

Lad mig gentage Henrik Kramshøjs opfordring: Bliv bloddonor nu. Selv har jeg lige fået registreret mig som organdonor efter at have gået rundt med et donorkort i årevis.

Hos Computerworld spørger Kenneth Geisshirt om “fem stykker software som har betydning for dit arbejde eller din fritid.“. Nu vil jeg til en hver tid påstå at jeg har glemt min konto på CW’s debatsystem, så derfor kommer mit svar her (selvom CW nok ikke reagerer på trackbacks):

1. ssh
2. screen
3. vi
4. perl
5. GNU coreutils

ssh

Langt det meste af min computertid foregår over ssh til andre computere end lige den jeg sidder ved. Privat ssh’er jeg til min hjemmeserver ude i skabet og på arbejde har vi en lang række servere jeg arbejder på.

screen

Lige dele sund for nuft og gammel vane, så er screen det første program jeg kalder næsten hver gang jeg lige har ssh’et til en maskine. På min hjemmeserver har jeg en fast screen-session kørende med nogle standard-programmer og ellers for at være uafhængg af netværksproblemer (den gamle vane). Og ja, jeg kender sikkerhedsproblematikken.

vi

Helt konkret i inkarnationen vim. Jeg er gammel emacs-bruger, men fik på et tidspunkt smag for at have noget lettere i værktøjskassen. Jeg læser dog stadigvæk mail og news med gnus, men jeg bruger viper-mode!

perl

Det er ikke nødvendigvis et æstetisk pænt sprog og det er ikke nødvendigvis det der er lettest at skrive pæn kode for en novice. Men perl får opgaven løst, hvilket giver mig mere tid til at diskuterer hvad der er et pænt sprog og hvad der er pæn kode.

GNU coreutils

Selv med perl er der mange opgaver hvor jeg lige smider noget shell scripting sammen. Så er unix standardværktøjerne uundværlige. Jeg er ikke specielt meget GNU-fanboy, men jeg vil godt have noget der kan lidt mere end hvad SUSv3 beskriver.

Til en artikel på Version2 om A-holdet og B-holdet kommenterede Svend Lyngsø i debatdelen:

Hvis vi ikke selv udvikler os og tage en livslang uddannelse af os selv.
Så er vi ikke eliten i IT.
Vi behøver ikke nogen særlig hjælp.

Det trigger lidt en af mine gamle kæpheste, nemlig at det uddannelsessystem jeg er været igennem netop har været alt for gode til at overlade eliten til sig selv. Derfor synes jeg at min reaktion fortjener et blogindlæg og ikke bare en tilfældig webdebat.

Det er måske korrekt at “eliten” selv kan tage ansvaret for den livslange del af uddannelsen. Men det kræver at der er et velfungerende uddannelsessystem der er pararte til at holde dem i hånden til og med en længervarende uddannelse.

Det nytter ikke at Per mister interessen for matematik i 8. klasse fordi han ikke får nogle udfordringer eller på anden vis bliver motiveret fordi læren hverken har kompetance eller overskud til at støtte Per.

Jeg har siddet mangt en matematiktime og halvsovet eller småbladret rundt i bogen. Lige indtil jeg en dag på andet år på universitetet vågnede op og så var det svært. Møg svært og det knækkede jeg halsen på. Selvfølgelig kan man indvende at jeg på universitetsniveau burde kunne tage ansvaret for egen dannelse, men på det tidspunkt havde jeg allerede lært at matematik ikke var svært.

En af mine mest generende matematikoplevelser var på et tidspunkt i anden eller tredje G hvor matematikbogen skrev “ved hjælp af smarte metoder kan man finde ud af at …”. Da jeg så de “smarte metoder” på førsteårskurset på universitetet sagde jeg ikke “Ahaaa”, men “nåja, ikke andet” og sov videre. Jeg mener at jeg burde have været præsenteret for disse “smarte metoder” i gymnasiet, om ikke andet så i skitseform til selvstudie.

Mine traumatiske børneoplevelser tilside, så handler det om at sørge for at vi ikke taber potentielle talenter fordi de ikke bliver udfordret og ikke bliver holdt motiveret for at udvikle deres talent. Dette skal selvfølgelig ske parallelt med at man heller ikke taber et eventuelt B-hold. Det kræver at børnene har adgang til resurser der er langt bredere end “standardlæseplanen for syvende til niende uddannelsesår”.

At selv tage ansvar for livslang uddannelse kræver at vi giver de potentielle talenter nogle værktøjer og motiverer dem til at udvikle talenterne.

(Så kan vi altid en anden gang diskuterer om jeg havde potentiale til at høre til den matematiske elite og om jeg hører til IT-eliten eller ej)

Ja, så blev jeg jo gammel…

Festen holdt jeg i lørdags, og hvor er det rart at have venner der lige går det ekstra skridt for at finde en pasende gave. For eksempel til spejderen der har alt: En vandtæt toiletrulleholder til “spadeturen”

Eller også var der noget med at både min backup og min server døde. Så er en backup af peter.makholm.net vel en passende gave:

Og så var der øl, fedt tøj og godt læsestof. Tak til alle…

Politikken skriver at udgifterne til politibeskyttelsen af G8-mødet i Tyskland er budgetteret til næsten 0,7 milliarder kroner.

Jeg kan ikke forestille mig at hverken uromagerne, politiet eller politikerne mener at de penge er godt givet ud. Så hvorfor ikke være konstruktive og nytænkende. Jeg har en leg jeg engang imellem leger med mine spejdere der hedder “Valg og konsekvens”: I har været på natløb og klokken er 1. I må godt lave bål, men jeg vækker jer om 6 timer og jeg har ikke medlidenhed med jer hvis I bliver siddende.

Så lad os tage budgettet for udviklingsbistand og lægge i en pulje sammen med 300 millioner kroner ekstra. De penge der er tilovers efter G8 topmødet er afholdt i sikkerhed bruges på udviklingsbistand. Bliver topmødet afholdt i god ro og orden er der et overskud til gavn for udviklingslandene, bliver der uroligheder er det til direkte økonomisk skade for udviklingslandene.

Udgifterne ved urolighederne på Nørrebro og Christianshavn tages fra ungdomskulturen.

Hvad koster krigen i Irak? Engelsksproget medier taler om billions, det vil sige 1000 millioner US-dollar. Lav en engangsbevilling. De penge der ikke går til sikkerhed går direkte til genopbygning og udvikling.

(Ja, jeg er håbløst naiv…)

[Update 18:22: Det var altså min mening at oversætte billion til 1000 millioner og ikke 1000 milliarder.]