peter.makholm.net

Jeg var noget mere oplagt om søndagen, eller også havde jeg bare accepteret ikke at have weekend.

Brian d Foys “Flexible Business Rules with Flex” var interessant. Det er ikke noget jeg umidelbart vil kunne gå hjem og bruge, men konceptet lyder sundt nok.

Nelson Ferraz var atter lidt en skuffelse med “Code Generation“. Basalt set tog han en XML-struktur og brugte den til at fylde indhold i en række templates. Ikke voldsomt interessant.

Erwan Lemonnier holdt et foredrag om “Robus Perl Code and Contract Programming“. Jeg ville egentligt gerne have set mere til Contract Programming. Jeg så specielt gerne lidt mere om hvordan man pragmatisk set gik til værks.

Richard Foley fortalte om “The Perl Debugger“. Jeg må tilstå at jeg hører til dem der primært debugger ved at sætte print-ordrer ind mere eller mindre velvalgte steder i kode og husker at udkommentere dem inden jeg sætter ting i produktion. Det burde jeg nok holde op med og bruge debuggeren istedet.

Brian d Foy “Managing Perl Modules Whitout Going Crazy” var lidt tankevækkende. Hovedpointen var at tænke meget over ikke at bruge alt for mange afhængigheder bare for at være smart og ikke at være sin egen systemadministrator. Det sidste handlede både om ikke at bruge så meget tid på at holde sin egen maskine opdateret, men også om i høj grad bruge services vedligeholdt af andre som for eksempel Sourceforge og andre.

Jos Boumans’ “Barely Legal XXX Perl” handlede om at udføre Acme::BadExample, der er et eksempel på valid perlkode, der ikke kan køre. Det kræver en del snedige hacks for at få det til både at køre korrekt og ikek være skadeligt. Sjovt, men forhåbentligt ikke noget jeg får brug for.

Alt i alt må udbyttet af workshoppen siges at være lidt socialisering, Perl Critic, Perl Debugger og de to tankevækkende/interessante foredrag søndag eftermiddag.

(Og så har jeg brugt formiddagen i dag på at få mit seneste perlprojekt til at overholde Perl::Critic severity 4 bortset fra hvor jeg eksplicit slår Perl::Critic fra.)

Egentlig har jeg brug for at holde weekend, men billetten var betalt og det burde jo være interessant. Så afsted til symbion det gik…

Jeg fik kun set første halvdel af Anton Berezins “Object-oriented programming in Perl” som ikke bestod af noget jeg ikke kendte til hudløshed. Jeg ville godt have set anden halvdel, men den overlappede med Fred Moyers “Handling the ball of mud” som handlede om at vedligehold kode der er knubskudt og udviklet af mange andre) udviklere som ikke nødvendigvis er perleksperter. Et interessant foredrag, men en håndfuld gode pointer.

Leon Brocards “What’s new in Perl 5.10” og Brian d foys “Learning Perl 6” var begge ganske gode, men jeg fik ikke noget ud af det første som jeg ikke lige havde skimmet mig igennem i The Perl Review vol 3 issue 2 og det andet var også primært ting som jeg havde set de par gang jeg sporadisk har fulgt med i perl6-udviklingen.

For et stykke tid siden havde jeg lidt kik på Perl Critic, men gav op med at installere det fordi der var nogle afhængigheder jeg ikke lige kunne installere med venstre hånd. Josh McAdams introduktionsforedrag “An introduction to Perl Critic” var muligvis et skub til at forsøge mig igen.

Nelson Ferraz’ “Adventures in Perl 6” var lidt en skuffelse. Det skulle handle om at skrive adventurespil i Perl 6 og jeg havde lidt forventet en “Hey, her er et rigtigt program skrevet i Perl 6″-oplevelse, men eksemplet var på legetøjsstadiet med 3 rum og 5 genstande og virkede derfor mere på niveau med “her er et trivielt program der viser syntaksen for Perl 6″.

Programmet var tilrettelagt med foredrag af en halv time adskilt af pauser på et kvarter. Jeg synes at resultatet bliver noget overfladisk. Der skal i hvert fald ikke bruges lang tid på udenomssnak som “hvorfor er det her interessant” før alt for meget af tiden er gået. Efterfølgende var der lightning talks hvor foredragsholderen kun har 5 minutter, men her synes jeg at folk gik meget mere direkte til pointerne, så dem fandt jeg meget mere informative.

I morgen er atter en dag…

Det der World Wide Web-noget er da en glimrende opfindelse. Tænk at man kan direkte henvis til det man taler om på en måde så læseren bare lige skal trykke på en knap. Og så er jeg jo vild med at kunne kommentere ting, så blogs hvor jeg kan kommentere på hvad ejeren nu har skrevet er da en vidunderlig viderudvikling af www.

Desvære kan man ikke få i pose og sæk. Meget ofte kan man ikke bare klikke på henvisninger i kommentare, enten fordi HTML af sikkerhedsgrunde er slået fra, også fordi folk af erfaring ved at de nok ikke kan skrive html eller fordi kommentarsystemet har forsøgt at genopfundind HTML. I stedet skal man klippe adressen ud, paste den ind i adresselinjen, tilføjet h’et i http man har glemt at klippe med, overveje om man har glemt et l i html eller om det er meningen at adressen ender på .htm, …

Nu er jeg jo firefoxbruger, så om ikke helt i pose og sæk, så i hvert fald næsten. Den sidste extension jeg har i skuffen er Text Link. Med den installeret kan jeg bare dobbeltklikke på ting der ligner url’er og så virker det som helt normale links.

Ok, man kan nok ikke kalde det morgenkaffe efter to timers arbejde og dobbelt så mange kopper kaffe, men klokken 9 passer altså med at de fleste af dagens webtegneserier er uploadet og dagens Firefox-extension hedder altså Morning Coffee

Jeg læser et par håndfulde webtegneserier og så er der et par andre websteder jeg lige besøger hver morgen. Jeg har i lang tid haft en bookmark-folder med alle disse sider og så valgt ‘Open All in Tabs’ om morgenen. Efter jeg har skjult menulinjen bliver det til: Tryk Alt for at få menulinjen frem, vælg menuen Bookmarks, vælg undermenuen Morgenrutine vælg det nederste punkt ‘Open all in Tabs’. Med ‘Morning Coffee’ får jeg en knap i navigationslinjen der har præcis samme effekt.

Ud over min formiddagsrutine bare er et klik væk, så har ‘Morning Coffe’ en anden smart feature. I stedet for at åbne alle siderne hver dag, kan jeg sætte den op til kun at åbne sider på bestemte dage. Det vil sige at har jeg en side der kun bliver opdateret mandag morgen, så kan skal jeg ikke have den åbnet på de andre dage.

Jeg foretrækker at arbejde med en visuelt meget enkel desktop. Alt sådan noget som ikoner, menuer og paneler har jeg helt slået fra. For de programmer jeg bruger gælder noget lignende: jeg foretrækker at slå unødvendige menuer og værktøjslinjer fra. Da jeg skimmede listen over Firefox extenisons igennem for noget tid siden fandt jeg et par extensions der gav mig mere arbejdsplads i firefox uden større gener.

Hide menubar fjerner, som navnet siger, menulinjen. Det kan man godt gøre via menuen elelr ved at højreklikke på en menu. Men med denne extension kan jeg let kalde menulinjen frem med ‘Alt’ tasten og menuen forsvinder automatisk igen når jeg er færdig med at bruge den.

Hide tab bar fjerner tab-linjen (dejligt med indlysende navne). Den er noget ufleksibel med hensyn til tastetryk for at vise og fjerne tab linjen, så jeg har sat den til at vise og fjerne når jeg fører musen op hvor tab linjen er eller ikke er.

Mindre interessant er No Go Buttons. Den fjerner go-knapperne fra adresselinjen og søgefeltet. Jeg har ærlig talt ikke opdaget knapperne før, men nu er de væk.

Update kl. 18:45: Jeg er lige ved at diskvalificere “Hide tab bar”. Det er lidt for generende at den dukker op bare fordi jeg skal paste noget i adresselinjen. Jeg må finde et alternativ en dag…

Det helt store modefænomen i øjeblikekt er noget de kalder Web2.0. Basalt set går det ud på at ersatte en masse af de programmer man bruger, med websteder der kun kræver at man har en webbrowser installeret. En fordel er at man er fri for at at installere programmer og huske at fjerne dem (samt alle deres afhængigheder) hele tiden.

Der er bare et problem: Alt tekst skal redigeres i TEXTAREA-felter. Det kan godt være at udviklingen at gået rygende stærkt siden jeg skrev mit første CGI-script, men TEXTAREA-felter er stadigvæk en to-tre udviklingsskridt bag Notepad.

Hvad er det lige der er smart ved at jeg skal til at redigere tekst i en editor (hvis man kan kalde det det) hvor jeg ikke kan søge, slet ikek kan lave søg og erstat og generelt ikke kan de samme ting som min normale editor kan (vim)?

I gamle dage, på mit tidligere arbejde, havde jeg en extension til Firefox (MozEx) hvor jeg kunne højreklikke i et tekstfelt, i en undermenu åbne en ekstern editor, redigere min tekst, gemme og lukke og så klikke i tekstfeltet for at få det opdateret med hvad jeg lige havde skrevet i vim.

For et stykke tid siden ville jeg installere MozEx på min nye maskien, men det virkede ikke med min Firefox 2.0 - og heldigvis for det for jeg fandt en ny og meget bedre extension: It’s All Text!. I stedet for at skulel klikke sig gennem en masse menuvalg, så viser “It’s All Text!” en diskret edit-knap i nederste højre hjørne at tekstfeltet, når jeg bevæger musen indover det. Ét klik og jeg har åbnet min editor. Derudover holder “IT’s All Text!” øje med filen og opdaterer automatisk tekstfeltet med jævne mellemrum (hvis jeg altså gemmer filen i min editor). Top najs!

Det kræver bare at jeg har en editor der selv åbner et vindue og vim er egentligt et terminalprogram. Jeg prøvede lige at installere gvim, men kunen ikke lige på 2 minutter få det til at se pænt ud (blandt andet var standardskriftsnittet alt for stort), så jeg lavde lige en lille wrapper der åbner vim i en xterm:

#!/bin/sh

xterm -e vim "$@" &

Næste skridt i at få Web2.0-programmer til at være brugervenlige må være at embedde min egen editor i browservinduet istedet for at skulle åbne et nyt vindue op.

Flashreklamer på websider irriterer mig som sådan ikke mere end så mange andre reklametyper. Jeg mener selv jeg er rimlig immun over for reklamer og jeg accepterer at en række af de websteder jeg bruger jævnligt er reklamefinancieret. Derudover bruger jeg også websteder hvor flash bruges semifornuftigt, til at vise filmklip.

Der er dog to ting der generer mig ved flash: Når musen står over et flash-objekt, så spiser flash taste- og musetryk, og når jeg uforvarent bevæger musen hen over en flash-reklame, så begynder der pludseligt at komme lyd ud af højttalerne. Det første er specielt et problem ved lange websider hvor jeg ganske langsomt scroller ned over med enten piletasterne eller scroll-hjulet på musen, pludselig kan jeg ikke komme længere uden at flytte musen.

I dag fik jeg installeret løsningen: Flashblock. Den blokkerer for alle flashfiler, men giver mig let ved et enkelt musetryk mulighed for at se flash-objektet. Det kan jeg accepterer.

One step nearer removing OS X form my iBook. Now I got java running so I can log on to my net banking account. The following works on my Debian Etch (-ish):

1. Download IBM’s java-package from http://www-128.ibm.com/developerworks/java/jdk/linux/download.html (registration required) - you need the 32bit iSeries/pSeries version in tgz format
2. Make sure that the package includes …/jre/bin/libjavaplugin_oji.so (somehow I got a package which didn’t have the file)
3. install java-package
4. run make-jpkg <tgz file>. If it complain about “no matching plugin was found” look in /usr/share/doc/java-package/SUPPORTED and rename you tgz file to something supporte of almost the correct version.
5. Install the resulting package and restart firefox (whatever it is named today)

I downloaded a file called ibm-java2-jre-5.0-4.0-linux-ppc.tgz and renamed it to ibm-java2-jre-50-linux-ppc.tgz and it seems to work.

19. oktober 2007; Præsident Bush holder tale på Chicago Sheraton Hotel. På grund af en antikrigsdemostartion er sikkerhedsberedskabet forhøjet. Da Præsident Bush forlader hotellet lyder et skud…

Fiktive dokumentarfilm er populære, men er også meget kontroversielle når de alt for tydeligt henviser til virkelige personer. Fra begge sider af US-Amerikansk politik har filmen Death of a President mødt kritik. Det officielle websted for filmen deler anmeldelser op efter folk der har set filmen og folk der ikke har set filmen, med en masse ros i den første kategori og de foragede kommentare i den anden. Det skal selvfølgelig tages med et gran salt.

Der er helt sikkert biografgængere der vil juble over Frank Molini og give ham helt ret og andre der vil dømme filmen på selv samme udtalelser. Men hvis man accepterer præmissen for filmen — vi ser tilbage på hændelserne et år efter — så synes jeg at filmen holder balancen uden at diskutere for og imod USA’s krigsretorik og magtanvendelse. Fokus er at der vises et ikke usandsynligt hændelsesforløb og vi kan som tilskuer overveje om de hændelser lever op til ideen om et demokratisk retssamfund.

Kunne man ikke bare have opfundet en præsident lige som alle andre Hollywoodfilm? Jeg tror ikke det ville blive så effektivt. Netop fordi det er Præsident Bush, så tror jeg lettere at vi accepterer at det ikke bare er en fantasifuld forfatter, men et realistisk hændelsesforløb. Den accept er vigtig for at opnå filmens egentlige formål: Står lovgivningen efter 9/11 i mål med det retssamfund vi tror vi lever i.

Er det en stor film? Nej, sikkert ikke, men jeg mener at filmen giver mulighed for at tænke på nogle lidt mere interessante ting aspekter ved terrorsituationen end de danske ISP’ers forpligtelse til at logge datatrafik.

Find mulighed for at se den!

En jounalist ringede vedrørende Jimmy Wales’ projekt vedrørende en Blogger’s Code of Conduct. En række bloggere har givet udtryk for at de mener at den slags tiltag er indførelse af censur og krænker ytringsfriheden.

Det virker ofte på mig som om folk blander to ting sammen: Deres ret til at ytre sig og min indlysende pligt til at bruge resurser på deres ytringer. Og den indlysnede pligt er tilsyneladende at jeg som blogger enten skal lægge debatplads til deres ytringer eller bruge tid på at overveje deres ytringer.

Hvis vi lige ser bort fra den almendannende skolepligt, så mener jeg næsten at min frihed til at vælge ytringer fra er lige så vigtig som min traditionelle ytringsfrihed. For min skyld må folk sige næsten hvad de vil, bare jeg kan fravælge deres ytringer, om det så er ved at slukke for radioen, fravælge en bestemt avise eller undlade at besøge bestemte websteder. Det er ikke en krænkelse af deres ytringsfrihed at jeg forebeholder mig ret til ikke ville se deres ytringer eller på nogen måde støtte deres ytringer ved at henlede andre folks opmærksomhed på dem. Jeg mener først at vi som samfund krænker ytringsfrihenden når vi siger ‘Du må ikke med dine egne resurser fremføre den og den holdning’.

Blandt andet ønsker jeg at kunne vælge “uciviliseret opførelse” fra, både på mit eget websted og på de websteder jeg læser. En fælles, frivillig Code of conduct vil lette det valg. Om Jimmy Wales’ foreslag er det rette er jeg ikke sikker på, men det er et skridt på vejen. At ligestille netdebat med ansigt til ansigt-debat mener jeg er en noget oversimplificering og jeg er ikke sikker på at jeg gider bruge tid på at forklare hvorfor jeg ikke har afvist en uciviliseret kommentar til et af mine blogindlæg.

(I øvrigt har jeg ud over spam afvist én kommentar her på min blog. Det var en anonymiseret en-linjers tilsvining af mig, muligvis mere rettet på at diskreditere den tilsyneladende afsender som jeg selv havde været meget kritisk overfor)

Update kl 15:41: Nu med link til artiklen