Reklamer, ja tak!

Jeg er glad for at kunne læse nyheder på nettet og jeg ved godt at det ikke er gratis at producere indhold. Jeg værdsætter det dog ikke nok til at jeg gider at betale for avisernes digitale abonnementer (233 kr/mnd for berlingske.dk). Derfor er jeg glad for at flere medier stiller dele af deres produktion gratis til rådighed – ‘gratis’ betyder her ‘delvist reklamefinancieret og delvist en form for markedsføring’.

Derfor ville jeg rigtigt gerne slå min AdBlocker fra. Jeg gør det dog ikke, for der er et rigtigt stort ‘men’ til ovenstående…

  • Lyd, der begynder at spille af sig selv er bandlyst!
  • Popups er generende, men sørg i det mindste for at jeg kan lukke dem uden at bruge musen
  • Drop tracking af jeres brugere over hele internettet
  • Få styr på malware og andre skumle reklamer

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på forretningsmodellen bag internetreklamer. Måske er tracking af brugerne på tværs af hele internettet det bærende element og reklamerne kun sekundære. I så fald siger jeg ‘tak, men nej tak’. På et tidspunkt lod jeg mig overtale til at slå AdBlocker fra på Forbes.com. Som tak blev jeg ramt af ikke mindre end 70 forskellige tredjeparts-tjenester der fik mulighed for at tracke min netfærden.

En hurtig status over et par af de danske aviser er at Politiken viser popups med lyd der begynder automatisk, Berlingske har popups jeg ikke kan lukke uden at bruge musen og Jyllands Posten har en anti-AdBlocker popup (fint nok) der ironisk nok også forhindre mig i at se hvad et digitalt abonnement koster – uden AdBlocker har de reklamer der begynder at spille lyd når jeg scroller ned over dem.

Det blev ikke idag at jeg valgte at slå AdBlocker fra!

Comments

Livet med Chromecasts

Jeg kan godt lide at give oplevelsesgaver, men under juletræet virker et konvolut med et gavekort så sølle. I år kunne jeg ikke finde på en fysisk gave der passede med temaet for oplevelsen, så derfor fik min kæreste et sæt Chromecasts som vedhæng til oplevelsesgaven.

Her en måned senere må det være på tide at evaluere om Chromecasts er en nyttig gadget.

Den “normale” Chromecast

Den normale Chromecast er en dims man sætter til sit fjernsyn med et HDMI-kabel. Fra sin mobil eller sin computer kan man så få Chromecasten til at vise ting fra internettet. Det kan for eksempel være Netflix, Youtube, DRs streaming eller bare en browser.

Tidligere så vi Netflix på et Samsung SmartTV, men det var ikke altid at appen kunen få stabil forbindelse til Netflix’ servere, så til tider var det en sløv oplevelse hvor vi flere gange måtte genstarte et program før den ville vise det. Det problem har vi ikke med Chromecast, der virker meget mere stabil.

Den store forskel er dog brugergrænsefladen. Fra at skulle vælge film eller serie med fjernbetjeningen bruger vi nu en mobil og det går meget lettere. Netflix på Chromecast har dog en ulempe, som gå igen i flere andre apps: Navigationen foregår kun på mobiltelefonen indtil vi starter streamingen – det vil sige at vi skal se på min snoldede lille mobiltelefon for at vælge film istedet for at se på skærmen. Det må kunne gøres bedre!

Vi har ikke noget fast antennekabel forbundet til fjernsynet, så DR har jeg tidligere set ved at slutte min bærbare til fjernsynet. Det er blevet noget lettere når vi bare kan bruge Chromecast, men jeg synes ikke at kvaliteten er helt så god som på computeren. Jeg har også oplevet at kvaliteten er forskellig alt efter om jeg styrer min Chromecast fra min mobil eller min bærbare – det giver ikke helt mening.

Den helt store bonus er at jeg er begyndt at se TED talks. Jeg kunne sagtens have set det på min computer, men af en eller anden grund så har jeg aldrig været god til at se foredrag på computere. Det går meget lettere lige at se en TED talk på efter man har set noget andet.

Konklusion: Alene det at Netflix er blevet mere stabil gør Chromecasten pengenen værd, men det er blevet lidt mere et egotrip at vælge hvad vi skal se.

Chromecast Audio

Chromecast Audio er en forholdsvis ny gadget, der kun er beregnet til at streame lyd. Der der er tale om en nyere gadget er der færre apps til den i forhold til den normale Chromecast. Jeg er lidt skuffet og det skyldes nok mest udvalget af apps og mine forventninger end hvad den egentlig kan.

Min mest brugte app er TuneIn der er et katalog over Radiokanaler på internettet. Desvære er det min oplevelse at appen er sløv og ikke svare ordentligt. Får man først sat den til at spille en radiokanel går det fint, men navigationen er sløv og det er ikke altid at den vil forbinde sig til Chromecast Audioen.

Vi får et bredere udvalg af radiokaneler, primært fordi radioen i stuen ikke kan gemme kanaler (og iøvrigt heller ikke er sluttet til en antenne). Men radio er en baggrundsting og så bliver det (for mig) lidt mere besværligt at skulle styre fra min mobil, som jeg ikke går rundt med derhjemme og derfor skal finde hver gang jeg skal skifte kanal eller slukke.

En stor del af skuffelsen ved Chromecast Audio er at mens jeg på arbejde kan høre ting via Youtube og Spotify Free, så er det lukket land på Chromecast Audio. Youtube vil ikke forbinde sig til en Chromecast Audio og Spotify virker kun med Chromecast Audio hvis man har et Premium-abonnement. Det er selvfølgelig begrænset hvor meget man kan klage over en gratis tjeneste, men det er alligevel skuffende at jeg ikke kan det samme som på min arbejdscomputer.

På min Android-mobil kan jeg snyde og spille al lyden fra telefonen til Chromecast Audio. Så tror applikationen at den bare spiller på telefonen og så virker det. Desvære kan man så ikke slukke telefonen og det virker også kun med Android-telefoner og ikke med iPhones.

Konklusion: Jeg synes ikke helt at Chromecast Audio er pengene værd. Jeg synes i hvert fald ikke jeg har fået noget reelt der giver ekstra værdi frem for den ældre DAB-radio vi har stående i køkkenet. Jeg håber dog at det primært er et spørgsmål om tid før killer appen bliver udviklet der virkelig giver merværdi til Chromecast Audio.

Comments

Så er det varmtvandspause!

For et par år siden fulgte min arbejdsdag et fast mønster hvor jeg startede dagen i kantinen med at brygge en kop kaffe med to ekstra shot espresso. I løbet af formiddagen drak jeg en eller to kopper kaffe fra kaffemaskinen på kontoret (ekstrakt-kaffe) og efter frokost tog jeg igen en kop kaffe med to ekstra shot espresso med op på kontoret. En gang imellem kunne jeg lige nå en ekstra kaffe fra kantinen, men ellers stod den på ekstrakt-kaffe.

Det blev til ret meget kaffe på en dag og jeg kunne godt mærke effekten af koffein.

En dag sagde jeg stop: Ikke mere kaffe i arbejdstiden. Eftersom jeg sjældent drikker kaffe uden for arbejdstid var det i realiteten et fuldt stop for kaffe-indtaget. Nu drikker jeg igen kaffe på arbejde, men i langt mere begrænsede mængder og ikke hver dag. Men jeg har stadigvæk behov for det rituelle afbræk i arbejdsdagen som ellers blev udfyldt at at hente kaffe.

Te bliver jeg så træt af i længden. Ja, jeg har prøvet med en god te, med grøn te, lapsang souchong og te med humle og andre former for smagfulde typer te. Jeg kan godt lide te, jeg bliver bare træt af det. Koldt vand er ikke løsningen. Jeg drikker koldt vand for at slukke tørsten, ikke mens jeg sidder og tænker mig om. Det samme går nok for de fleste andre kolde drikkevare som jeg kan tillade mig at drikke i arbejdstiden.

Så jeg skal have noget varmt at drikke, som jeg kan nippe til mens jeg tænker: Vand, simpelt kogende vand!

Det smager ikke af noget jeg bliver træt af. Det opfylder det rituelle i at hente en kop varmt at drikke. Jeg kan sidde og nippe til det mens jeg tænker. Men bedst af alt: Selv når det bliver lunket smager det ikke af helvede til som kaffe gør.

Nogle af mine kollegaer ser godt nok underligt på mig når jeg henter min kogende vand. Men bortset fra når jeg virkelig har behov for et koffein-boost, så opfylder kogende vand det jeg har behov for i et afbræk fra skærmen. Dog bruger jeg ikke mælk i mit varme vand, som britterne i Astrerix og Briterne.

Comments (2)

Bevaringsværdigt nybyggeri med en bevarende lokalplan?

For et par måneder siden købte vi en byggegrund i Hvidovre. Vi vidste godt at kommunen var ved at udarbejde en ny lokalplan for området og der derfor var en risiko forbundet med projektet. Men vi kunne jo gå rundt i kvarteret og se på de eksisterende boliger, læse den nuværende lokalplan og læse andre nye lokalplaner for tilsvarende kvarterer, som kommunen havde vedtaget inden for det sidste år. Hvor galt kan det gå?

Lige før jul besluttede kommunen at sende et forslag i høring. Redegørelsen i lokalplanen ændre væsentligt på hvordan man tidligere har beskrevet områdets karakter og man har valgt at lave en bevarende lokalplan. Det lægger en lang række restriktioner: Ydervægge skal være røde eller gul mursten eller pudset i dæmpede jordfarver, hvid eller okkergul. Vinduer skal være Dannebrogsvinduer og døre fyldningsdøre behandlet med oliemaling i hvid eller jordfarver. Tagbeklædningen skal være røde vingetegl, naturskiffer, strå eller sort listeinddelt tagpap (matsorte tegl er no-go) og selvfølgelig er der restriktioner på husets og tagets form. Nogle restriktioner er lempet en smule på den side af huset der vender væk fra gaden, men solceller er selvfølgelig dybt forbudt.

Den korte historie er at vi kan bygge et hus og så fokusere på at lave gode løsninger indvendigt hvor lokalpolitikkernes magt ikke rækker ind. Udvendigt kan det ikke betale sig at tænke store tanker, det vil helt sikkert være i strid med lokalplanen.

Men prøv at tænke langt frem i tiden. Hvad vil en forbipasserende om 50 år tænke om det hus, vi skal til at bygge? Jeg tror i hvert fald ikke at tanken vil være at huset er et godt udtryk for hvordan man tænkte arkitektur i 2016. Måske tænker han nærmere at det er en kedelig, dårlig kopi af en arkitektur der i hvert fald ikke var tidssvarende i 2016.

Jeg må tilstå at jeg ikke er sentimental og derfor ikke helt forstå glæden ved noget der ligner noget der måske kunne være blevet bygget for 100 år siden. Jeg har dog stor forståelse for at man gerne vil bevare en hvis sammenhæng i kvarteret og der derfor er restriktioner. Sammenhæng med det bevaringsværdige længehus fra 1780, med det bevaringsværdige villa fra 1925 der bryder flere af ovenstående restriktioner og sammenhæng med nabogrunden der er et kommunalt bofællesskab bygget for 20 år siden og som på ingen måde overholder ovenstående restriktioner.

Men mest af alt vil jeg gerne bygge et kvalitetshus som om 50 år kan omtales som “stilrent hus og et godt udtryk for villa-nybyggeri i 2016”. Detaljer jeg drømmer om at pege på er lysindfald i store velplacerede vinduer, energirigtigt med solceller der er pænt integreret med arkitekturen (ikke noget med en sort, reflekterende øjebæ installeret sjusket på et orangerødt tegltag), og en stor rummelig stue i en vinkel der om sommeren åbner op til hele haven.

Det er selvfølgelig ikke sikkert at det ville lykkes os at opfylde alle vores drømme om et kvalitetshus. Når jeg læser en så restriktiv lokalplan så ser jeg ikke et et levende kvarter der stilmæssigt følger med tiden med respekt for det eksisterende. Desvære ser jeg et kedeligt typehus der naivt og på ordet opfylder kravene uden at udstrålen nogen selvstændig kvalitet.

Comments off

Udfordringen 2016: Skriv 52 blogindlæg

Jeg har ikke skrevet så meget på min private blog de sidste par år; rent faktisk er det kun blevet til et indlæg om året de sidste to år – istedet har Facebook og Twitter taget over. Det er faktisk lidt trist, for jeg synes hverken at Facebook eller Twitter lægger op til de længere og mere velgennemtænkte kommentarer.

Derfor bliver årets udfordring at skrive 52 blogindlæg på min private blog. Jeg lægger mig ikke fast på nogle temaer, få at nå de 52 vil jeg skrive om alt muligt forskelligt fra politik til dagens oplevelser i supermarkedet. Noget af det bliver ligegyldigt, jeg håber at noget af det bliver sjovt; men på 52 uger må der være en chance for at finde på enkelte guldkorn.

Hvis udfordringen bliver en success og jeg kommer ind i en bedre skrive-vane, så vil det muligvis også give mig mod på at genoptage en mere aktiv rolle som blogger på version2.dk. Der er rammerne lidt mere faste, til gengæld er der mere direkte response fra flere læsere.

Det var et indlæg, så mangler jeg kun 51…

Comments off

Et motiveret “Nej”

I morgen skal vi stemme om en omlægning af det danske retsforbehold i EU. Indirekte skal vi stemme om tre ting: En ændring af forbeholdet til en tilvalgsordning, en række konkrete retsakter og den fremtidige procedure for at tilvælge flere retsakter.

Det er en kompleks afstemning og desvære tillader valget ikke andet end man stemmer Ja eller Nej til hele bunken. Som det fremgår at titlen har jeg tænkt mig at stemme Nej, men jeg vil også gerne motivere mit Nej – Derfor denne blogpost.

Først er der de forfatningsmæssige argumenter. Jeg mener ikke at det samlet forslag følger Grundlovens §20. Der er efter min opfattelse ikke tale om at vi godkender en lov der afgiver suverænitet i et nærmere bestemt omfang. Selve proceduren for hvordan fremtidige tilvalg vedtages er ikke en del af lovteksten og der er slet ikke tale om at det er i nærmere bestemt omfang. Desuden mener jeg at det er meget bekymrende at der er stor uklarhed over om EU-retten eller Grundloven står højst. EU mener klart at EU-retten vejer tungest, Højesteret mener (måske) at Grundloven vejer tungest. Det må afklares før vi afgiver for stor retspolitisk magt til EU.

Selv hvis de så bort fra de juridiske detaljer, så mener jeg det er et utrolig dårligt tidspunkt at lempe på Grundlovens bestemmelser vedrørende dansk retspolitik. Vores rettigheder er under pres, jeg vil meget gerne have at det bliver så let som overhovedet muligt at rulle beslutningerne taget i terrorpanik, tilbage snarest muligt. Det vil blive forhindret af at gøre terror til et overstatsligt samarbejde som vi ikke har nogen klar mulighed for at slippe ud af (se forholdet mellem Grundloven og EU-retten).

Dernæst er der spørgsmålene om de konkrete retsakter. En del af dem handler om at visse typer afgørelser taget i et EU-land har retsvirkning i andre EU-lande. Jeg har stor forståelse for at det gør ting lettere og især bare det at retsvalget (altså hvilke regler en sag skal afgøres efter) bliver mere klart og objektivt. Men når danske virksomheder får mulighed for at inddrive gæld ved en dansk domstol, så betyder det ligeledes at jeg kan risikere at nogen forsøger at gøre et krav mod mig gældende ved en Italiensk domstol. Jeg stoler måske lige så meget på en svensk eller tysk domstol, som jeg stoler på en dansk; min tillid rækker dog bare ikke til domstolene ved alle EU-lande. Derfor er jeg noget skeptisk over for retsakter af denne type.

En af retsakterne vi skal stemme om er europæiske efterforskningskendelser. Den siger at politimyndighederne i et EU-land kan bestemme at politiet i et andet EU-land skal tage efterforskningsskridt i sager om en række typer kriminalitet. Langt de fleste typer kriminalitet der er dækket af kendelsen er ikke umidelbart noget man kommer til at gøre, der er for det meste tale om voldsom og grænseoverskridende kriminalitet. Der er dog en kategori der bekymrer mig, nemlig “Internetkriminalitet”. Hvad dækker det over? Betyder det at ytringer eller vareudveksling der er kriminelle i et EU-land, men lovlige i Danmark pludselig skal efterforskes af dansk politi? Det er i hvert fald min læsning.

En anden kommende retsakt der allerede er blevet udtrykt interesse for at Danmark skal tilvælge er PNR-registeret der muliggøre overvågning af flyrejsende. Det er et eksempel på retsakter jeg betragter som vedtaget i terrorpanik. I Danmark diskuterer vi allerede forslag der er mere vidtgående end forslaget diskuteret i EU. Derfor kan man mene at en dansk tilvalgsordning måske kan betyde at vi kun tilslutter os de mindre omfattende regler, tilgengæld er der bare problematikken om hvordan vi slipper ud af overvågningen når terrorpanikken efterhånden har lagt sig. Hvem er vores bedste garant for dette, EU-parlamentet eller Folketinget?

En af retsakterne handler om at landene skal sikre sig at visse typer af krænkelser af børn er kriminelle. Et stort jatak til denne intention herfra. Jeg håber bare at det er noget vores politikkere godt kan finde ud af at vedtage i Folketinget uden at diktatet skal komme fra EU. Ellers er jeg først dybt bekymret for det danske folkestyre.

Et tredje punkt handler om fremtidige tilvalg. Jeg kan ikke få mig til at stemme ja til noget jeg ikke ved hvad er. Så kan man indvende at hvis Folketinget beslutter et tilvalg, så er det bare repræsentativt demokrati i praksis. Dertil vil jeg bare sige at ved at stemme Ja, så frasiger jeg mig at jeg ved et efterfølgende folketingsvalg kan stemme for at trække tilvalget tilbage (Se igen forholdet mellem Grundloven og EU-retten). Det vil sige at blankochecken til fremtidige tilvalg ikke bare er repræsentativt demokrati, der er repræsentativt demokrati der afvikler sig selv. Det vil jeg ikke være med til.

Men Europol er en god og nødvendig ting, ikke? Jo, jeg er stor tilhænger af internationalt samarbejde, både i EU og uden for EU. Derfor synes jeg at vi i Danmark bør gøre en indsats for fortsat at kunne være en del af Europol-samarbejdet – dog kun sålænge der er tale om et administrativt samarbejde hvor dataudvekslingen er underlagt Datatilsynets tilsyn. Der har været meget debat om hvordan dansk deltagelse i Europol kan sikres efter en Nej. For mig er sagen klar: Vi tilvælger Europol, men uden at give Folketinget en blankocheck til andre tilvalg. Det kan EU ikke nægte os efter protokol 22.

Min stemme er en afvejning af flere forhold der taler for og imod. Ovenstående er hovedsagligt de punkter der udtrykker min skepsis og skal derfor ikke opfattes som min udtømmende holdning. Jeg har i perioden op til afstemning ikke rigtigt læst materiale eller interviews med den organiseret Nej-side og det argumentation jeg har set fra begge sider finder jeg dybt utiltalende. Mine kilder til viden er hovedsagligt Statsministeriets materiale, selve lov- og traktatteksten og et par af retsakterne. Derfor mener jeg ikke selv at jeg er blevet hjernevasket af Nej-sidens propoganda, jeg har taget en aktiv og selvstændig beslutning.

Comments off

Oprydning på bogreolen – Fagbøger

Det er efterhånden blevet på tide at ryde lidt ud i samlingen af bøger. De fleste har vis nok mest historisk interesse, men hvis der er nogen der kan bruge en eller flere af dem, så er det bedre end at smide dem ud.

Følgende bøger ligger i øjeblikket i bunken:

  • Programming Erlang, Joe Amstrong (2007)
  • Haskel – The Craft of Functional Programming, Simon Thompson (1996)
  • Sensation and Perception, Margaret W. Matlin & Hugh J. Foley (1997)
  • DSP First – A Multimedia Approach, James H. McClellan et al (1999)
  • Games, Diversions & Perl Culture, edited by Jon Orwant (2003)
  • Computer Science & Perl Programming, edited by Jon Orwant (2003)
  • Advanced Perl Programming, Sriram Srinivasan (1997)
  • Learning the vi Editor, Linda Lamb & Arnold Robbins (1998)
  • MacOS X Panther for Unix Geeks, Brian Jepson & Ernest E. Robman (2004)
  • C Pocket Reference, Peter Prinz & Ulla Kirch-Prinz (2002)
  • Inside XML, Steven Holzner (2001)
  • The LaTeX Companion, Goossems et al (1994)
  • LaTeX User’s Guide and Reference Manual, Leslie Lamport (1994)
  • Ruby in a Nutshell, Yukihiro Matsumoto (2002)
  • Practical Unix & Internet Security, Simon Garfinkel et al (2003)

Det skal helst ikke være for besværligt for mig, men ellers skal jeg bare af med dem… Bøgerne kan for eksempel afhentes i Københavnsområdet.

Comments off

Reviewing my own regular expressions

Regular expressions are a wonderful tool, but as many other powerful tools they tend to be misused. If I had a penny for everytime I recommended against using regular expressions for parsing HTML fragments …. yeah you know what I mean.

This time made me think a bit about my own use of regular expressions. Do I ever fall in the trap of misusing regular expressions myself? Looking at my current code base I couldn’t find any glaring misuses, if I could only get a list of all the regular expressions in my current project.

Regular expressions to the rescue? No, that would probably be quite an horrible adventure. Luckily I have tools to parse Perl: PPI to the rescue:

A few hundred regular expressions. Most of them just matching simple substrings (in some cases case insensitive) or just short hand for testing a handful of equalities in one go. The only zero-width assertions we are using are the word boundary and quantifiers are mostly used on simple character classes like \d, \s, [0-9a-f] and a few “anything but this one or two characters” ([^>]).

Lessons learned: 1) PPI is cool. 2) I really do use regular expressions as I preach.

Comments (2)

Nej, jeg vil ikke hjælpe dig…

Åhhh, glæderne ved at have domænet hacking.dk:

Hej Peter .. jeg fandt din mail på nettet … kan du muligvis hjælpe mig? .. jeg er en ung pige der tror min fyr er utro … jeg vil gerne hacke hans facebook!!!

Hvis jeg er i et rigtig bittert humør, så kunne jeg række ud efter straffelovens §263 og slå hende i hovedet med strafferammen. Det er nok overkill, selvom jeg ville fortjene en straf medvirkened. Men nu er jeg rent faktisk ikke specielt bitter idag (om det så er fordi det er forår eller fordi mailen faktisk er forholdsvis velformlueret og velskrevet?)

Jeg kender selvfølgelig en ung dame der med jævne mellemrum “hacker” hendes fars facebook. Men mon ikke at afsenderes kæreste dog har lidt bedre styr på basal IT-sikkerhed end den stakkels far.

Comments (1)

Et spørgsmål om skala

Da jeg dagligt har kontakt med mine indiske kollegaer, lægger jeg ofte specielt mærke til når nyheder fra Indien suser forbi i min daglige nyhedsstrøm. For eksemple artiklen på pol.dk “Bus styrter ned fra bro i Indien: 32 er dræbt“. Artiklen indeholder følgende beskrivelse af den indiske trafiksikkerhed:

I 2011 blev omkring 110.000 personer dræbt i den tætte indiske trafik – det er flere end 300 om dagen. Dårlige veje, høje hastigheder og ringe køreevner er blandt årsagerne til de mange ulykker.

300 dræbte om dagen lyder godt nok slemt, ikke?

Fra en anden artikel kan jeg finde de tilsvarende tal for Danmark. I 2012 døde der 180 danskere i trafikken (rekord-få dræbte) og for kun 10 år siden var tallet omkring 500 dræbte om året.

I Indien bor der lige omkring 1,2 milliarder mod cirka 5.5 millioner i Danmark. Der er altså cirka 200 gange så mange indere som der er danskere. Hvis vi tager det ti år gamle antal for trafikdræbte i Danmark og ganger med 200, så får vi sjovt nok præcis det antal dræbte som artiklen forfærdes over der er i den indiske trafik.

Den indiske trafik er slem og en trafikdræbt er absolut en for mange. Men man skal passe på med at blive alt for forfærdet bare ved at sammenligne danske og indiske tale en-til-en.

Comments off

« Previous entries Next Page » Next Page »